Klik og se annoncen

Af Lene H. Augustsen

Skælskør: Snakken gik lystigt, mens middagen blev indtaget ved lange og flot dækkede borde i Det Røde Pakhus.

Det var endnu engang lykkedes at få alle 200 pladser besat, da der skulle spises sammen.

`Danmark Spiser Sammen' er et landsdækkende initiativ i kampen mod ensomhed. I skælskør er det Røde Kors og Ældre Sagen, der sørger for, at der også her kan nydes en fælles middag.

- Det er dejligt, at vi igen har 200 deltagere. Allerede i februar begynder folk at spørge til arrangementet. Der er skabt en tradition, hvor mennesker mødes. Det er glædeligt, for vi har ligesom Ældre Sagen fokus på ensomhed, kedsomhed og isolation, og der er et arrangement som det her med til at skabe opmærksomhed, siger Falk Bærentzen der er formand for Røde Kors Skælskør.

Menu fra KOK25

Dagens menu fremtryllede KOK25, og der blev serveret svinekam med flødekartofler og salat. Herefter var der kaffe og kage, og det hele til den beskedne sum af 20 kroner pr. spisebillet.

- Nogle steder koster det 100 kroner at være med, men vi vil hellere have 200 glade gæster end måske 25. Det er vigtigt, at alle kan være med, siger 1. næstformand for Ældre Sagen Skælskør, Henrik Steen Jensen.

Tog naboen med

To af dagens deltagere Gitte og Irene var i hvert fald glade for arrangementet. Irene deltog også sidste år, og havde denne gang inviterede sin nabo, Gitte med.

- Jeg syntes det var hyggeligt sidste år. Man møder mange, som man kender, men måske ikke ser så tit, siger Irene, og Gitte supplerer:

- Jeg er her også for hyggens skyld. Det var dejligt at min nabo inviterede mig med.

Der var også musikalsk underholdning ved arrangementet, og den stod Køie & Lindegaard for. De akkompagnerede også fællessangene, hvor det var tydeligt at høre, at der var 200 stemmer samlet.

Stor opbakning

Danmark Spiser Sammen i Skælskør, sluttede med lodtrækning om flotte præmier, og efter fire hyggelige timer, brød gæsterne op.

- Det har været en skøn eftermiddag, og vi er meget taknemmelige for dem, der har hjulpet. Især en stor tak til Harboes Bryggerier, Sparekassen Sjælland, Køie & Lindegaard, Det Røde Pakhus og alle de frivillige fra Spiseklubben, Røde Kors og Ældre Sagen. Det er en fantastisk opbakning, men vi er selvfølgelig lige så taknemmelig over, at 200 deltagere valgte at være med, siger Falk Bærentzen.