Klik og se annoncen

Af Henny Ferrold

Skælskør: Den 1. april runder Harboes CEO Søren Malling 25 års jubilæet på Harboes Bryggeri A/S. Han kan se tilbage på år med mange forandringer og stadig udvikling. - En fantastisk rejse, siger han selv. Men én ting har ikke ændret sig: - Sjælen og kulturen er den samme, fastslår Søren Malling.

- Harboes Bryggeri A/S er en virksomhed, som er familiedrevet, og som lægger vægt på de menneskelige værdier. Langt de fleste virksomheder kigger på bundlinjen, og det skal vi selvfølgelig også. Men derudover er det ikke ligegyldigt, hvordan vi når resultatet. Vi vil gerne være en virksomhed, der gør en forskel for både medarbejderne og for lokalsamfundet.

Sjette generation

Søren Malling er født og opvokset i Skælskør, Så han kender byen - og han kender også Harboes Bryggeri både udefra og indefra. Han er gift med Vibeke Harboe Malling, som i dag også arbejder på Harboes Bryggeri A/S. Dermed er parret sjette generation i familievirksomheden.

- Vi hang ud som unge, og har kendt hinanden altid.

Så tilhørsforholdet til bryggeriet er ikke tillært. - Det har altid været under huden, siger Malling, som gennem årene arbejdet i forskellige dele af Harboes virksomhed og blandt andet stået i spidsen for udvikling og effektivisering af koncernens strategiske IT- og logistiksystemer på tværs af organisationen.

- Jeg har været flaskedreng, slagtet kalkuner, talt gærceller. Prøvet lidt af hvert, lyder det med et smil fra den administrerende direktør.

- Det blev hurtigt meget mere end et arbejde, det blev en livsstil.

Sådan har det nu været i 25 år.

- Det har været en dannelsesrejse, konstaterer Søren Malling.

- Nu har jeg fået en ny funktion, som er anderledes end det jeg har beskæftiget mig med de første 23 år, hvor jeg i høj grad havde 'hænderne nede i dejen'. Nu er jeg blevet mere overordnet og generalist.

- Men jeg skal da nogen gange bide mig i tungen for ikke at bliver alt for operationel, smiler Søren Malling.

Som erkender at arbejdet også strækker sig til snakken omkring middagsbordet.

- Ind imellem beder vores børn os om at skifte emne, lyder det med et smil.

Fritid med sport og musik

Tidligere har fritiden været fyldt med masser af sport, blandt andet fodbold.

- Men jeg har ikke længere mulighed for at stille op på et bestemt tidspunkt med et fodboldhold. I stedet løber og cykler jeg. Det kan jeg passe ind. Og så spiller jeg musik ved siden af.

Den interesse strækker sig tilbage til gymnasietiden, med dannelsen af et band, som stadig mødes for at skrive og indspille melodisk popmusik, med Søren Malling som forsanger.

- Det er supergod afstressning.

Fokus på fremtiden

På en jubilæumsdag er det også naturligt at kigge fremad, og Søren Malling er klar i mælet:

- Lige nu er vi i en fase, hvor vi har rigtig meget fokus på at skaffe nogle bedre resultater. Vi har i familien altid haft de langsigtede briller på, og den sjette generation, som blandt andre Vibeke og jeg repræsenterer, vil gerne videreføre virksomheden. Så må vi se, om den syvende generation vil overtage. Det er deres beslutning. Men vores intention er at videreføre bryggeriet i den ånd, vi har modtaget det.

Lige nu er bryggeriet som så mange andre underlagt covid-19 restriktioner, og alle medarbejdere testes hver uge.

- Vi har mange medarbejdere, som arbejder hjemmefra på grund af corona, det fungerer fint, og vi var i forvejen vant til at mødes online og arbejde med skype m.m. Vi har ikke haft de store udfordringer med pandemien, og vi har heldigvis ikke været i situationer, hvor vi måtte lukke ned grundet corona. Heller ikke på bryggeriet i Tyskland (Darguner Brauerei, red.), hvor vi har dobbelt så mange medarbejdere.

På grund af covid-19 er det ikke muligt at fejre jubilæet med en reception.

- Men det har også været tilfældet for andre medarbejdere, som har haft jubilæum under corona-restriktionerne, fastslår Søren Malling. I stedet markeres dagen internt i virksomheden.

Fakta om Søren Malling

Søren Malling startede som trainee på bryggeriet i 1996, hvor han gennemførte et uddannelsesforløb inden for produktion, logistik og salg. I 1998 blev han ansat som produktionsleder på Harboefarm, hvor han blandt andet var ansvarlig for udvikling af virksomhedens IT- og logistiksystemer, og i 2000 blev han udnævnt til produktionschef samme sted.

I 2005 rykkede han tilbage til bryggerivirksomheden, hvor han blev ansat som planlægnings- og logistikchef, og i de følgende år bidrog han blandt andet til udvikling og effektivisering af koncernens strategiske IT- og logistiksystemer. I 2010 blev han udnævnt til logistikdirektør, hvor et væsentligt projekt blev implementeringen af koncernens ERP-system på tværs af koncernens produktionsenheder.

I december 2019 blev han udnævnt til CEO for Harboes Bryggeri A/S, hvor han sammen med den øvrige direktion, der består af CFO Michael Møller Jensen og COO Martin Schade, og resten af den internationale organisation arbejder målrettet på at genskabe væksten og styrke indtjeningen i Harboes Bryggeri.

Privat er Søren Malling gift med Vibeke Harboe Malling. De bor i Skælskør og har tre børn på 22, 19 og 12 år.