Klik og se annoncen

- Politiet har nu undersøgt det forulykkede tog og har fundet yderligere to omkomne, så der i alt er fundet otte dræbte i det forulykkede tog. Det oplyser Fyns Politi i en pressemeddelelse her til morgen.
Politiet har natten igennem arbejdet med at undersøge toget, der nu sammen med godstoget er rangeret ned på et afspærret baneterræn, hvor det er dækket af for indblik.
Første del af undersøgelserne foregik, mens toget holdt ude på Storebæltsbroen, hvor vejret onsdag var meget stormende. Samtidig var skaderne på toget så omfattende, at det var vanskeligt at trænge helt ind i det område, der er værst beskadiget, mens det holdt ude på broen.

Nu holder toget på et afskærmet område, hvor efterforskerne hele natten har arbejdet med at sikre spor – og politiet kan derfor nu med sikkerhed sige, at der ikke ligger flere personer i toget.

De otte omkomne er tre mænd og fem kvinder. Der er ingen børn blandt de omkomne.
- Vi er ret sikre på, hvem fire af de omkomne er. De øvrige arbejder vi på at identificere så hurtigt som muligt, oplyser Fyns Politi.
- I går konstaterede politiet, at otte personer var savnet. Det antal svarer til, de afdøde, der nu er fundet i toget. Derfor har vi i løbet af natten været i kontakt med de pårørende til de savnede.

Vi håber og arbejder af alle kræfter på at få endeligt identificeret de omkomne i løbet af i dag, så de pårørende kan få endelig vished om, hvad der er sket med deres kære.

- Den bagage, der var i toget, er i politiets varetægt. Den er ved at blive registreret, og når man er klar til at udlevere passagernes ejendele, så melder vi det ud. Ejendelene vil blive samlet på Politigården i Odense, hvorfra den senere vil blive udleveret.