Klik og se annoncen

Af Lene H. AugustsenFotos: Christina Hesselholt

Sponsorer: Formålet var at få kontakt til flere potentielle sponsorer, da Volleyklubben Vestsjælland havde samlet 50 erhvervsfolk til en hyggelig aften med netværk, spændende indlæg og lækker mad. Blandt de inviterede var også klubbens nuværende samarbejdspartnere, hvoraf flere fik mulighed for at fortælle om, hvad de får ud af at støtte klubben.

Gennemgang af klubbens historie

Aftenen blev skudt i gang med en kort præsentation af den nye hotelchef for Comwell Korsør og Comwell Klarskovgaard, Mikkel Kroustrup, der måtte indrømme, at hans viden om volleyball var begrænset, men at det var en fornøjelse at opleve fællesskabet og sammenholdet i en klub som VK Vestsjælland og i Korsør i det hele taget. Herefter tog klubbens egen Claus Bech over, og lavede en kort gennemgang af klubbens udvikling fra etableringen i Slagelse i 1973 og efterfølgende i Korsør i 1975 over sammenlægningen i 2007 og til de efterfølgende resultater både på eliteplan og i bredden.

Rosende ord til klubben

Da ordet blev givet videre til de kommunale repræsentanter, fremhævede både chefkonsulent fra fritidsafdelingen, Puk Kirkeskov Hvistendal og borgmester John Dyrby Paulsen (A), Volleyklubbens evne til at samarbejde, være nytænkende og indgå i nye projekter og fællesskaber.

- I er en af de bedste klubber i Danmark til at udvikle sig. I forstår, at man skal gå nye veje og arbejde bredere. I er en dygtig forening med et godt partnerskabsnetværk, som man ser det her i aften med sponsorerne, lød det blandt andet fra Puk Kirkeskov Hvistendal, og borgmesteren fortsatte i de samme rosende vendinger:

- Som kommune forventer vi ikke, at I ligger nummer et. Det er ikke derfor, vi bakker op om jer. Det handler om, at I som klub er med til at bringe folk sammen. Det er den væsentligste årsag til, at vi synes, det er vigtigt at støtte en forening som volleyklubben.

Indlæg fra Arne Buch

Inden fællesspisningen fik flere af de nuværende samarbejdspartnere ordet, og fortalte om deres engagement i klubben, og hvad de oplevede at få ud af deres sponsorater.

Efter maden var det aftenens facilitator, tidligere direktør i GOG og KIF Kolding, Arne Buch, der fortalte om sin tid i GOG, og det at gå fra forening til forretning.

Om aftenen fik nye sponsorer til at melde sig på banen, vides ikke ved redaktionens deadline, men aftenen fik i hvert fald tydeliggjort, hvorfor Volleyklubben Vestsjælland har et solidt netværk af samarbejdspartnere, der bakker op om klubben.