Klik og se annoncen

Samarbejde: Volleyklubben Vestsjælland, der er en af landets største volleyballklubber, har indgået et samarbejde med to af landets i alt 16 Comwell-hoteller.

Comwells to konferencehoteller i Korsør, har nemlig indgået en aftale for de kommende tre sæsoner. Der vil således i fremtiden stå Comwell på ligaherrernes bukser og på damernes tights. Ansvarlig for klubbens markedsføring Claus Bech er meget tilfreds med aftalen. 'Vi glæder os meget over, at Comwell ser en værdi i at støtte en klub som Volleyklubben Vestsjælland. Vi kæmper hver dag for at gøre tingene lidt bedre, og for at sikre bæredygtighed. Derfor passer Comwell-koncernen perfekt ind i vores klub, idet Comwell arbejder med bæredygtighed for både mennesker og miljø.'

Louise Hauge Gliese der er hotelchef på Comwell Klarskovgaard ser også oplagte samarbejdsmuligheder med VK Vestsjælland. 'Volleyklubben Vestsjælland arbejder målrettet med at skabe et solidt fundament for at sikre fremtiden ved at have et konstant fokus på at rekruttere børn og unge til klubbens seniorhold. Det er en glæde at se og mærke, at klubben både rummer elite og bredde på både ungdoms- og voksensiden, og dét vil vi gerne støtte op om.'

'Samtidig oplever vi, at Volleyklubben Vestsjællands fokus på samarbejde og sammenhold på tværs af alder og niveau, er med til at skabe hele mennesker og give børn og unge masser af læring at tage med ud i skole- og arbejdslivet,' udtaler hotelchef Louise Hauge Gliese.