Klik og se annoncen

Korsør: Korsør Koncerterne arrangerer søndag den 28. april kl. 15.00 i Kongegaardens koncertsal en fantastisk koncert med duoen Singh og Goldschmidt, oplyser Anders Bechmann Jensen, formand for Korsør Koncerterne

- Duoen er ganske enestående i dansk musikliv. Besætningen harmonika og obo tilsat Goldschmidts vokal er ganske speciel i et repertoire, som omfatter jødisk og arabisk musik, egne kompositioner, klassiske værker, Carl Nielsen, Balkanmusik og danske sange. Henrik Goldschmidt har en stor kærlighed til den traditionelle jødiske klezmer, og musikken tager langt hen ad vejen afsæt i klezmer-traditionen. Anders Singh har indiske rødder og en solid fundering i Balkan- og zigøjnermusik. Musikken er rytmisk og meget melodiøs, og den gør det vanskeligt at holde fødderne i ro i de glade, udadvendte dansenumre.

Henrik Chaim Goldschmidt er solooboist i Det Kgl. Kapel, stifter af 'The Middle East Peace Orchestra', som blander jødiske og arabiske musikere, og er rektor for Goldschmidt Akademi - en gratis musikskole på Nørrebro for muslimske, jødiske og kristne børn. Han beskrives som den bedste klezmer-oboist i verden og har gennem årene vundet flere konkurrencer og modtaget en lang række udmærkelser. Han var bl.a. Carl Nielsen Artist ved den internationale Carl Nielsen Konkurrence 2018, og i 2015 vandt han prisen som Årets Ildsjæl i DR. Sammen med Danske Blæseroktet vandt Goldschmidt en Grammy for bedste klassiske album, og hans solo-CD 'Phantasty - Music for Oboe' lå som nr. 1 på P2's klassiske hitliste seks uger i træk. Henrik Goldschmidt er desuden komponist og skriver moderne, jødisk musik. Han har komponeret til sine egne orkestre, til film og til en række teaterforestillinger.

Anders Singh Vesterdahl er uddannet på Syddansk Musikkonservatorium og har spillet et stort repertoire af rytmisk musik, Balkan- og zigøjnermusik og spiller jævnligt sammen med den berømte zigøjnermusiker Lilo Nika, der regnes for verdens bedste. Han har optrådet som solist ved koncerter i det meste af Europa og i Pakistan og har bl.a. været solist i DR med Odense Symfoniorkester og med Det Kgl. Kapel og medvirket på adskillige CD'er. Som komponist har han skrevet musik til bl.a. Jytte Abildstrøms Teater og Uppercut Danseteater og er en af hovedkomponisterne bag originalmusikken til 'The Middle East Peace Orchestra.'

Billetter til koncerten købes via et link til Place2book på Kongegaardens hjemmeside www.Kongegaarden.dk.