Klik og se annoncen

Vemmelev: Politiet ønsker at komme tættere på borgerne og yde hjælp, hvorfor Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi gennem de senere år har opbygget en model med tættere kontakt til borgerne i landområderne og mindre byer. Modellen kaldes Borgernært Politi, og i denne model indgår lokale Tryghedsambassadører.

Tryghedsambassadørerne arbejder sammen med nærpolitiet med henblik på at forebygge utryghed. De kan være bindeled mellem borgerne og kontaktbetjenten hos politiet i situationer, hvor borgerne eksempelvis oplever en utryghed i nærmiljøet og kunne tænke sig, at politiet blev mere opmærksomme på området, men uden at have brug for akut udrykning.

Det kunne fx være, information om ungdomsgrupper, der holder aftenfest i offentligheden, knallertkører, som kører ræs gennem byen, stigende hærværk i et boligområde eller lignende.

Vemmelevs første Tryghedsambassadører er Dorthe Christensen og Karina Walsh, som begge er bosiddende i Vemmelev. Begge har godt kendskab til Vemmelev og Omegn og har relationer til den yngre generation med tæt kontakt til skole, fritidstilbud og idrætsforeninger.

Tryghedsambassadørerne kan IKKE anvendes ved akut behov for hjælp - her skal anvendes 1-1-2 eller 1-1-4. Tryghedsambassadørerne fungerer heller ikke som meddeler, anmelder eller lignende. Tryghedsambassadørerne har ingen beføjelser, og aftalen med politiet er på frivillig basis. Tryghedsambassadørerne er underlagt tavshedspligt.

Tryghedsambassadørerne er udpeget i samarbejde med Lokalrådet for Vemmelev og Omegn.

Tryghedsambassadørerne kan kontaktes på mail: tryghedsambassadoervemmelev@gmail.com