Klik og se annoncen

Af Vagn Ryager

UDSTILLING.

Under fællesoverskriften 'Sommer på Korsør Fæstning' er en af sommerens mange aktiviteter netop åbnet i Magasinbygningen.

Det er udstillingen 'Storebæltsbroen 1998-2018' som er kommet i stand i et samarbejde mellem Korsør By- og Overfartsmuseum og Lokalhistorisk Arkiv for Korsør og Omegn.

Mange frivillige kræfter har været i gang for at få udstillingen præsenteret og på plads.

Spændende udstilling

Det er blevet til en vældig spændende udstilling krydret med lånte modeller og andre effekter fra det tidlige Udstillingscenter for Broen. Her er ikke bare plancher og effekter fra 20-års fødselarens aktive virke som bro, men måske nok så vigtigt en dokumentation i billeder af det store projekts start og videre forløb.

Udstillingen blev åbnet af viceborgmester og formand for Erhvervs-og Teknikudvalget, Villum Christensen, hvis udvalg havde støttet udstillingen med 30.000 kr. Villum Christensen roste indsatsen fra de mange frivillige, som havde fået udstillingsplanerne gjort til virkelighed.

Han kunne også notere sig, at de mange miljøbekymringer forud for broen var gjort til skamme. Tværtimod var der et vældigt natur- og fugleliv til stede på Sprogø, som Villum et kort øjeblik kom til at kalde Samsø, måske med tanke på en ud i fremtiden måske etableret Kattegat-broforbindelse.

Så er den åbnet...

Men selv om der hverken var noget rødt bånd eller gylden saks tilstede kunne han dog erklære udstillingen for åben, ligesom Dronning Margrethe for 20 år siden tilsvarende havde erklæret Storebæltsbroen for åben.

I tilknytning til udstillingen i Magasinbygningen er der på Lokalarkivet suppleret med en særskilt fotoudstilling med Færgerne og aldrig før offentliggjorte fotos i relation til byens liv og forhold af betydning for byen. Arkivleder Jytte Skaaning benyttede derfor meget passende lejligheden til at gøre lidt reklame for dette hjørne af udstillingsaktiviteterne.

Foredragene

I forbindelse med udstillingen er der arrangeret tre aftenforedrag. Det første blev holdt 5. juli af fhv. borgmester Flemming Erichsen, det næste den 9. juli hvor fugleeksperten Villy Jensen er på podiet. Sidste indlæg bliver den 12. juli, hvor Kurt Rehder fortæller om den allersidste færgetur før Storebæltsbroens åbning.

Udstillingen kan ses i Magasinbygningen frem til den 19. juli i åbningstiden 11 til 16.