Klik og se annoncen

Af Mette Juhl

Korsør: Der gik rent Matador i den, da Salon Centrum på Nygade gerne ville hylde en trofast kunde, Lena Nielsen. De havde nemlig forregnet sig og havde sat et flot 50-tal på den kage, de havde fået bagt i dagens anledning. Men det er nu 'kun' 40 år, at Lena har fået sat krøllerne her. 'Så vi skyndte os at spise 5-tallet,' griner indehaver Pernille Pedersen sammen med sin kunde, der tog det hele med højt humør.

Fejres, det skulle det, for selv om Salon Centrum har mange trofaste kunder, der er kommet her igennem mange år, så er 40 år alligevel noget særligt.

'Jamen, jeg har været glad for det, og jeg agter at blive ved med at komme her,' smiler Lena, mens håret bliver klippet og frisuren sat af Pernille Pedersen, som den gør ca. hver sjette uge året rundt.

Salon Centrums historie går langt tilbage i byen. Den startede ud udelukkende som en herrefrisør, men siden kom damerne til. Også rent fysisk har salonen flyttet lidt omkring i bymidten før den landede på sin nuværende placering på Nygade 3B. 'Og jeg er flyttet med,' griner Lena.

Hun var lige flyttet til byen og på udkig efter en ny frisør for 40 år siden, da hun fik øje på Salon Centrum, som hun dengang bl.a. husker for et par karismatiske saloondøre. 'Jeg så salonen og tænkte, det kan være han (Finn, tidligere ejer) kan gøre noget ved mit genstridige hår.

Lena viser sit foto på kørekortet frem - en yngre kvinde med kort, meget krøllet hår smiler ud til os. En frisure, der i mange år har voldt kvaler. Efter farven helt naturligt har skiftet over til de grå nuancer er håret til gengæld blevet helt glat, og det glæder hovedpersonen.

Pernille Pedersen har været indehaver af Salon Centrum i 20 år til december, men har arbejdet her i 27 år. Staben tæller desuden frisørerne Signe og Louise. Såvel ansatte som dagens øvrige kunder nød godt af dagens luksusforplejning i form af et stykke lækker lagkage til kaffen eller den berømte kakao, salonen serverer.