Klik og se annoncen

Korsør: 'Sig de ord, du ved' er overskriften på Storebæltskorets sommerkoncert, der byder på et reperotire som spænder over numre fra Kingo til Beach Boys.

Storebæltskoret fik ved sit 40-års jubilæum i 2017 en særlig gave af to af korets tidligere dirigenter, Leif Valbjørn og Birgitte Schnackenburg. Sammen skulle opførea Johannes Brahms 'Liebeslieder-walzer' for kor og 4-hændigt klaver.

Den plan føres nu ud i livet med en sprællevende koncert, der bevæger sig rundt om kærligheden i alle dens former og afskygninger, fra Kingos yndige kærlighedssang til sin elskede Chrysillis over danske sange, evergreens og musicals til Leonard Cohen og Beach Boys.

Og midt i det hele kan man så nyde koncertens hovednummer: Brahms indsmigrende kærlighedsvalse, fra før verden gik af lave, da kvinder var bly og tilbageholdende og mænd kunne øse frit fra poesibogen om hjerte og smerte for at besejre den udkårne.

Brahms var fra det næsten nordiske Hamborg, men valgte at tilbringe en stor del af sit liv i livsnydernes og musikkens by, Wien. Han skævede misundeligt til kollegaen, Johann Strauss` store succes med at få hele byen til at danse i valsetakt, og demonstrerer igen og igen, som f.eks. i de nostalgiske og sødmefyldte Kærlighedsvalse, at han skam også mestrer den kunst.

Ole Worm dirigerer og Leif Valbjørn og Birgitte Schnackenburg er gæstepianister. Koncerten opføres to gange, søndag den 17. juni kl. 16.00 i Kongegaarden på Algade i Korsør og igen tirsdag den 19. juni kl. 19.00 i Slagelse Musikhus, Caféen. Der er gratis adgang til begge koncerter, men billetter til koncerten i Kongegaarden Korsør, kan afhentes i Kongegaarden.