Klik og se annoncen

Af Lene H. AugustsenFoto: Privat

Løb: Tidligere kunne vi fortælle om scleroseramte Zenia Rasmussen, der gerne vil løbe sit halvmaraton nummer 100 i Korsør, og derfor har indgået et samarbejde med lokale Trivsel 24syv Marathon, om at lave et velgørenhedsløb.

Trivsel 24syv Marathon startede i 2017 på initiativ fra Kenneth Sommer, der hører til i gruppen af cannonball løbere. Løbere der vægter det sociale og fællesskabet højt, og hvor der både er plads til motionister og til dem, der vil løbe de mere ekstreme løb og lange distancer.

- Jeg syntes, der manglede et lokalt tilbud til os, der ville noget andet med vores løb. Derfor begyndte vi at arrangere løb her i området. Der er et stort fællesskab mellem os der løber cannonball, og jeg har flere gange mødt Zenia ved forskellige løb. Derfor var jeg heller ikke i tvivl, da hun spurgte, om vi ville arrangere hendes jubilæumsløb, og fortalte, at hun gerne ville have det til at være et velgørenhedsløb. Det syntes jeg var en super idé, for vi støtter hinanden, og at løbe sit halvmaraton nummer 100 er noget ganske særligt, som jeg gerne vil bakke op om.

Flot opbakning til løbet

Løbet afholdes den 9. marts, og denne gang bliver det et løb for alle - også dem der ikke har mod på at løbe, men hellere vil gå den korte rute. Kenneth Sommer kan fortælle, at der allerede nu er 170 tilmeldte, og han regner med at der kommer flere til.

- Der er en stor interesse for løbet, og normalt lukker vi for tilmeldinger ved 150 deltagere, men denne gang sætter vi ikke maksimum på, da det handler om at få samlet så mange penge som muligt ind til Scleroseforeningen . Vi har tidligere haft en rekord på 230 deltagere, måske kan vi slå den. Faktisk har der været en utrolig stor opbakning til løbet fra flere lokale sponsorer og fra de frivillige, der hjælper os med at afvikle løbet. Jeg brænder for at skabe begivenheder, folk er glade for. Personligt glæder jeg mig også til løbet, og Zenia har lavet et virkelig stort arbejde for at gøre det til noget særligt. Blandt andet ved at samle flotte sponsorgaver ind, så der bliver nogle gode lodtrækningspræmier, gratis goodiebags og medaljer til alle deltagere.

Alle der har lyst kan deltage i velgørenhedsløbet der afholdes i Korsør den 9. marts fra kl. 8.45-15.30 med start fra Havnearkaderne.

Der kan løbes eller spadseres 7-14- 21,1 eller 42,2 kilometer.

Deltagergebyret er på 125 kroner, hvoraf de 25 kroner går til Scleroseforeningen.

Tilmelding via: trivsel24-7marathon.dk.