Klik og se annoncen

Af Lene H. Augustsen

Medaljevindere: De tre lokale deltagere ved Special Olympics World Games, svømmerne fra SVØM Korsør og Korsør Handicap Svøm, Camilla Klestrup Hansen og Frederik S. Johansen samt håndboldspilleren, Trine Klemmen fra Skælskør Håndboldklub - Frem 83, vendte hjem fra Special Olympics med imponerende otte medaljer.

En præstation der er blevet hyldet af familie, venner og klubberne, og nu også af borgmester i Slagelse Kommune, John Dyrby Paulsen. Onsdag havde han inviteret til Rådhuspandekager, og benyttede samtidig lejligheden til at få en god snak med de tre unge mennesker om deres sport og naturligvis om turen til Abu Dhabi.

Det kræver mange timers træning

Camilla Klestup Hansen svømmede sig til hele tre sølvmedaljer og Frederik Schmidt Johansen klarede at hive en guld-, en sølv- og to bronzemedaljer med hjem til Danmark. Trine Klemmen der vogtede håndboldmålet, fik sammen med kvindeholdet spillet sig til en flot sølvmedalje.

Borgmesteren spurgte interesseret til hele turen, men ville også gerne vide, hvor meget træning det kræver for at blive blandt de bedste ved Special Olympics.

Her kunne Frederik fortælle, at han træner 21 timer om ugen, Camilla er i bassinet fire dage om ugen og Trine er på håndboldbanen en gang om ugen og træner kondition ved siden af.

Ønsket om en ny svømmehal

For svømmernes vedkommende er det ikke meget, de har nået at slappe af, siden de landede i Danmark igen. Allerede forrige weekend var de nemlig til regionsmesterskaber, og kunne også denne gang svømme medaljer hjem til klubben i Korsør.

Forude venter endnu et stævne den 12. maj, så der er lidt tid til at lade op for både Camilla og Frederik.

Frederik var dog meget kontant i sin udmelding, da borgmesteren spurgte, om han aldrig blev træt af at træne så meget.

- Nej, det gør jeg ikke. Det er det, jeg bedst kan finde ud af og er god til, svarede han.

Og så havde både Frederik og Camilla en bøn til borgmester John Dyrby Paulsen: en svømmehal magen til den de konkurrerede i, da de var i Abu Dhabi.

Både Trine, Camilla og Frederik håber på, at de kan være med igen, når der næste gang holdes Special Olympics World Games i Berlin i 2023.