Klik og se annoncen

Af Henny Ferrold
Wakeboarding er et ægte hit i det gamle færgeleje i Halsskov ved Korsør. Banen, hvor man stående på et board blive trukket hen over vandet, åbnede tirsdag, og foreløbig har den ikke stået stille i åbningstiden, fortæller Lasse Russotti, Korsør Aqtive Days.
Lasse Russotti er sammen med Søren Willeberg er en af initiativtagerne til den populære bane, som her i skolernes sommerferie har åbent kl. 12-16 hver dag,
For at få en tur på wakeboard skal man være min. 12 år og kunne svømme.
- Og så laver vi en lille test i vandet: Man skal kunne vende sig fra mave til ryg og omvendt, med boardet spændt fast. Men det har alle kunnet indtil nu - det er ikke en svær manøvre, fortæller Lasse Russotti.
- Det er gratis, og vi har våddragter, redningsvest, hjelm og board, vi stiller til rådighed.
Om det er svært at stå på wakeboard, kan hænge lidt sammen med forudsætningerne.
- Har man tidligere prøvet at stå på ski, vandski eller snowboard, har man gode forudsætninger, fortæller Lasse Russotti.
Som erkender at det kan svært for nogle.
- Men selv de dygtigste vælter også. Bl.a. har vi en rigtig dygtig bruger fra Slagelse, som er på snowboardlandsholdet, og som prøver at lave både saltoer og andre tricks. Det går også galt ind imellem!
Så underholdningsværdien er absolut til stede, også for tilskuerne på molen!


Frivillig indsats
Ca. 10 frivillige varetager driften af banen, fortæller Lasse Russotti.
- Vi gør hver især det vi er bedst til: nogle skruer på kabelbanen, hvis den lige skal strammes lidt op, nogle er gode til at instruere og andre til at sørge for alt alt er i orden.
Også fremadrettet er det hensigten at driften skal være baseret på frivillige kræfter.
- Vi har dannet en forening, men endnu ikke konstitueret os, oplyser Lasse Russotti.
Korsør Aqtive Days låner wakeboard-banen af Dansk Vandski- og Wakeboard Forbund. Der er tale om en forsøgsordning, som kører til sidst i august.
- Så piller vi banen ned, og skal så vurdere om der har været så stor interesse, at vi skal køre videre med projektet, oplyser Lasse Russotti.


Hyggeligt område
Han opfordrer til at man lægger vejen omkring det gamle færgeleje og får nogle hyggelige timer.
- Der er også andre aktiviteter, f. eks. udspring og volley, og kaffevognen er her, så man kan få en kop kaffe og en is. Så kom ned og vær med - eller se på og nyd hyggen. Det er et dejligt område med gode læsteder og grillpladser m.m.
Se evt. også facebook, hvor Korsør Aqtive Days offentliggør diverse nyheder og bekendtgørelser.