Klik og se annoncen

Aktivitet: Under overskriften 'Sommer på Korsør Fæstning' er der her i juli og august forskellige arrangementet og aktiviteter i de smukke, historiske rammer og omgivelser, arrangeret af områdets foreninger og institutioner i samarbejde med Slagelse Kommune.

Igen i år er der Korsør Picnickoncerter hver tirsdag til og med den 14. august, hvor Sweethearts afslutter sæsonen. Så pak picnickurven og kom til gratis koncerter kl. 18.30 i Gryden på Korsør Fæstning.

LÆS OGSÅ: Sikkerhed frem for alt i Halsskov havn

Foredrag om Storebæltsbroen

Fra 4. juli og frem til den 18. juli er Korsør By- og Overfartsmuseum og Lokalhistorisk Arkiv for Korsør og Omegn gået sammen om en udstilling i Magasinbygningen med titlen 'Storebæltsbroen 1998-2018'.
Den blev åbnet af udvalgsformand Villum Christensen her først på ugen.

Det er i år 20 år siden vi gik, løb, cyklede over broen for første gang. Det bliver der rig lejlighed til mindes på med alle billederne på udstillingen. Aktørerne bag har fået lov til at låne genstande fra det tidligere Udstillingscenter for Broen. Genstande som har været i magasin, men som nu kommer frem i lyset.

I forbindelse med udstillingen vil der være tre foredrag der er værd at komme til. Den 5. juli kl. 19.00 fortæller Flemming Erichsen om Korsør i tiden op til brobyggeriet og efter - set fra borgmesterens vinkel.

Den 9. juli kl. 19.00 fortæller Villy Jensen om naturen i området. Hvordan er området blevet til, hvad er der fundet og hvad kan man i dag finde og se.

Og endelig den 12. juli kl. 19.00 fortæller Kurt Rehder om den sidste færgetur - lige inden Storebæltsbroen blev åbnet.

Åbent hus i Kabeldepotet

Kunstnerværkstedet Kabeldepotet holder Åbent Hus lørdag den 7. juli og igen den 4. august kl. 11.00 - 16.00, hvor man kan du besøge det kreative værksted og se de arbejdende kunstnere.

På disse dage kan børn også være med til at male i en gratis malebog med motiver fra Korsør, der blev fremstillet sidste år til og for børn og kreative sjæle.

Den 28. juli kl. 14.30 er der kunstnerforedrag med Peter Kjær, 'Livet set gennem kunsten'. Foredrag er der igen den 26. august kl. 14.00 med billedkunstner Martin Bigum, 'Min personlige kunst'. Martin Bigum er kendt fra TVs kunstquizz og er en meget værdsat billedkunstner og kunsthistoriker. Alle er velkomne til begge foredrag.

Rollespil

Der er rollespil for børn og barnlige sjæle lørdag den 21. juli kl. 14.30 på Fæstningen. Rollespillet Svend, Knud og Valdemar sætter fokus på en epoke, der var afgørende for senere dansk historie. Igennem en række kampscener får deltagerne love til at lege med både kontrafaktisk historieskrivning og latexvåben. Det bliver lærerigt og helt sikkert sjovt og actionfyldt. Det er gratis at deltage og børnene kan låne sværd og kostumer.

Den 6. august til fredag den 17. august kl. 9-15 (også weekend) vil unge fra Korsør Produktionsskole / Værftet sy uniformer til Kanonjollen sammen med et hold frivillige syersker.

Som en del af 'Sommer på Korsør Fæstning' holdes der derfor åbent hus i Magasinbygningen, hvor man kan møde og se de unge fra skolen samt frivillige der vil sy uniformer til projektet Kanonjollen. Alle er velkomne.

Historier om livet på Fæstningen

Den 11. august er der historiefortælling af Steiner for både børn og voksne. Denne dag om et liv på Korsør Fæstning. Kom og mærk historiens vingesus fra dengang Korsør Slot stadig stod ved Tårnet. Det er kl. 11.00 og igen kl. 13.00.

På Bykontoret på Kirkepladsen i Korsør kan man få mere at vide om sommeraktiviteter på Fæstningen og øvrige steder i Korsør.