Klik og se annoncen

Af Vagn Ryager

Korsør: Søndag eftermiddag i Marmorsalen i Korsør Kulturhus bød på en forfriskende nytårskoncert med Slagelse Garden i centrum for begivenhederne.

Her blev budt på både dele af store klassiske værker men primært på kendte numre i den mere populære genre.

Garden blev budt velkommen af Kulturhusets leder, Kirsten Slot Larsen, der glædede sig til endnu en god og festlig underholdning i Marmorsalen, der for femte år i træk lagde det smukke og stemningsfyldte lokale til de musikalske udfoldelser.

Harmoniorkestret danske mestre

Foruden gardens harmoniorkester, der her til sommer skal ud at forvare det flotte DM, var der også numre med trommekorpset og - som noget nyt - et par numre med Slagelse Juniororkester.

Harmoniorkestret lagde ud med dejlig Klezmer-musik fra den stemningsfulde jødiske musiktradition. Og herefter blev budt på et varieret musikalsk repertoire, der fint understregede harmoniorkestrets værdighed som Danmarksmestre.

Gardens formand, Jacob Berger Frederiksen, bad os understrege, at Slagelse Garden altid glæder sig til at spille i Marmorsalen. Rummet er smukt, akustikken fremragende og salens størrelse gør, at det altid får karakter af en nærværende intimkoncert.

Det var et begejstret publikum, der efter den første times koncert i pausen kunne bevæge sig op på første sal, hvor Kulturhuset bød på både champagne og kransekage. Det hører sig jo til - for det var en nytårskoncert.