Klik og se annoncen

Af Mette Juhl

Musical: 'Jeg elsker det!.'

15-årige Carla Hansen er født længe efter Dansk Melodi Grand Prixs storhedstid i 1980'erne og de tidlige 90'ere. Alligevel kender hun de fleste af de helt store Grand Prix hits og glæder sig til at fremføre dem sammen med resten af holdet på musicalen 'Vi maler byen rød', der rammer Korsør Kulturhus fra den 15. til den 19. maj.

Bag forestillingen står den nystartede Musicalforeningen Storebælt. Foreningen er startet på initiativ af unge, der tidligere har spillet skuespil i ungdomsskoleregi, og nu manglede et sted at dyrke deres fælles interesse for musik og skuespil.

'Idéen opstod under juleballet her i Korsør for halvandet år siden,' lyder det fra Phil Lam, der er instruktør på musicalen og samtidig næstformand i foreningen.

En idé og løs snak blev til handling og om små 14 dage er foreningen klar med sin allerførste premiere.

Hallo, Hallo m.fl.

'Vi maler byen rød' er historien om en gruppe unge i en skoleklasse. En fortælling om venskaber, kærlighed, forældre, op- og nedture og meget andet med ikke færre end 23 af de store Melodi Grand Prix klassikere til at pifte det hele op og binde trådene sammen.

Publikum kan glæde sig til et genhør med 'Hallo, hallo', 'Sku' du spør' fra nogen', 'Video, video', 'Disco Tango' og mange, mange flere heriblandt naturligvis titelnummeret.

'Det er god, gammel 80'er musik,' siger 14-årige Line Willumsen med et kæmpe smil. Sammen med Carla Hansen er hun yngste medvirkende i forestillingen. Musikken har de hørt spillet mange gange til fester, og de er vilde med det.

'Det bli'r en fest,' er pigerne enige om.

Der medvirker 25 unge i musicalen. Derudover er der tre musikere og et hav af backstagehjælpere, der med alt fra kulisser til dans, kostumer og teknik får det hele til at hænge sammen.

Rummelighed

En af de ting, der har været særligt vigtigt for initiativtagerne og stifterne af Musicalforeningen Storebælt, er at skabe et rummeligt miljø, hvor alle - der har lyst - kan være med.

'Vi vil gerne rumme så mange som muligt, også nogle, der måske ikke har stået på scenen før,' siger Phil Lam.

Og det er lykkedes, hvilket 23-årige Kristina Nielsen er et lysende eksempel på.

Kristina Nielsen har en del diagnoser med sig i livets bagage, og som følge deraf har hun det svært med at komme ud og møde nye mennesker. Men Phil Lam kendte hende fra ungdomsskolen og fik hende overtalt til at melde sig.

'Jeg bliver skubbet, og det er godt. Man er virkelig velkommen her,' siger Kristina Nielsen, der tidligere let kunne finde på en undskyldning for at blive hjemme og gemme sig. Nu står hun midt i øvelokalet med et stort smil på.

Også 21-årig Nikolaj Madsen får skubbet til sine grænser, men på en lidt anden måde. 'Jeg får brugt, hvad jeg kan på min guitar, på en anden måde end i øvelokalet med metalbandet,' griner han og demonstrerer den tydelige forskel mellem de to musikgenrer.

'Det er sjovt at se den store udvikling, der er sket for mange her. Det er fedt at vide, at man er med til at gøre en forskel for andre,' siger formand Lilli Wessberg, der også selv medvirker på scenen og nyder fællesskabet. 'Det er lidt som at komme hjem til sin familie.'

Ambitioner om mere

Prøverne har stået på siden januar og intensiveres frem mod premieren den 15. maj.

'Barren bliver løftet, nu er vi nået videre end ungdomsskoleniveauet,' lyder det fra Phil Lam, der sammen med den øvrige bestyrelse i Musicalforeningen Storebælt har klare ambitioner om, at 'Vi maler byen rød' blot er startskuddet på en række fremtidige produktioner.

'Vi vil gerne lave to forestillinger om året, f.eks. et julestykke for børn og så en større musical,' fortsætter Phil Lam.

Nu gælder det i første omgang 'Vi maler byen rød'. Der spilles fem forestillinger i alt, på hverdagsaftener kl. 19.00, lørdag kl. 14.30. Billetter kan købes via Korsør Kulturhus' hjemmeside.

Forestillingen er blevet til med støtte fra Slagelse Kommune, LAG Kvikpuljen og Nordea Fonden.