Klik og se annoncen

Korsør: Foreningen Norden, lokalforeningen Korsør-Skælskør er klar med sæsonprogrammet for 2018-19. Her fortsættes traditionen med foredrag, skumringsaften, musisk optræden og en udflugt.

Samtidig har Foreningen Norden Korsør-Skælskør fået ny formand. Efter mere end 10 år valgte Benny Estrin i forbindelse med den seneste generalforsamling at bytte rolle med næstformand Kurt Andreasen som således overtog formandsposten.

Benny Estrin har i sin formandsperiode udført et fremagende arbejde, dels i forbindelse med venskabsbysamarbejdet med de øvrige nordiske lande og dels som initiativtager til en lang række kulturelle arrangementer og rejser med nordisk islæt.

Det nordiske samarbejde er inde i en god udvikling såvel lokalt som på landsplan. I Slagelse Kommune findes to selvstændige lokalforeninger, Slagelse og Korsør-Skælskør. De to foreninger arbejder hver for sig med lokale aktiviteter, men samarbejder om fælles ting som venskabsbysamarbejdet. Således arrangeres der hvert andet år et træf i et af de Nordiske lande. Her er alle medlemmer velkomne til at deltage.

100 års jubilæum i 2019

Næste år, i 2019, kan Landsforeningen Foreningen Norden fejre 100 års jubilæum. Samme år er det 75 år siden den lokale afdeling for Korsør blev oprettet. Begge jubilæer vil blive fejret på behørig vis. Slagelse afdelingen kan for øvrigt fejre sit 75 jubilæum i år.