Klik og se annoncen

Af Mette Juhl

'Vi siger strengt taget ikke nej til noget.'

Ordene falder fra Leon Hulstrøm, der sammen med Lars Petersen og Brian Schmidt er indehaver er Pakma Maskinfabrik i Korsør, der lever af at være underleverandør.

Virksomheden rummer en moderne maskinpark, der styres af 15 ansatte på to-holdsskift. Maskinerne bliver stadig større og mere avancerede, hvilket sikrer en hurtig omstilling i produktionen, så mange varierede typer opgaver kan løses.

LÆS OGSÅ: Deloitte Slagelse overtages af Beierholm

'Vi er totalleverandører. På know-how og prismæssigt står vi stærkt. Vi leverer hele pakken, inklusiv service,' fortæller Leon Hulstrøm om virksomhedens forcer og fortsætter:

'I maskinbranchen er vi nogle multitalenter. Men konkurrencen er benhård.'

Ændrede holdning

De tre kompagnoner har alle været ansat i Pakma Maskinfabrik i mange år. De overtog virksomheden i 2007, men blev hårdt ramt af finanskrisen, der starter stort set samtidig.

I stedet for at lade sig flyde med strømmen og se ondt gå til værre, vælger ejerne at sætte en ny kurs for fremtiden.

'Vi ændrer holdning og indstiller os på en ny tid. Det er ikke bare en krise, det er en ny virkelighed, og man er nødt til at være med til at skabe sin egen fremtid,' siger Leon Hulstrøm.

Så Pakma Maskinfabrik vælger at investere sig ind i fremtiden. Det virker. 'I 2010 vinker vi farvel til finanskrisen.'

Og kursen fortsætter. Således forventer virksomheden at foretage løbende investeringer på op mod 10 millioner kr. i ny maskinpark indenfor de næste fem år. Og hvis alt går vel skal virksomheden også udvides med 1.000 kvm. Det står i hvert fald på ønskesedlen.

Danske kunder er stadig aftagere af størstedelen af produktionen, men væksten ligger lige nu i høj grad på eksportmarkedet, hvor senest USA er kommet på kundelisten. Om Trumps handelskrig får en indvirkning her, holder man nøje øje med fra ledelsens side.

Mangler hænder

Vækst og udvidelser kræver mere mandskab. 'Vi gearer op for at kunne følge med leveringerne,' forklarer Leon Hulstrøm.

Derfor søger Pakma Maskinfabrik lige nu tre til fire faglærte medarbejdere. Og hvis der sidder en frisk senior, der har lyst til at gå til hånde med forskellige opgaver 10-15 timer om ugen, er man også velkommen til at henvende sig. Allerede nu ligger det fast, at der starter en ny lærling til august.

'Vi har brug for faglære medarbejdere, der kan bruge hovedet, være kreative og bruge en lommeregner,' siger Leon Hulstrøm, der til gengæld tilbyder en arbejdsplads, hvor der er gang i den og hvor fagligheden er i orden.

Og han håber, at det kan lykkes at finde nye ansatte. Adgangen til faglært arbejdskraft herhjemme, særlig lokalt, sætter lige begrænsningen for yderligere vækst. Og der bliver ikke brug for færre i fremtiden, tværtimod vil en mulig udvidelse af Pakma Maskinfabrik give flere arbejdspladser i fremtiden.

Men Leon Hulstrøm er fortrøstningsfuld og ser lyst på fremtiden for den lokale virksomhed.