Klik og se annoncen

Af Vagn Ryager

Mad: De fleste af byens dagligvarebutikker støtter op om den gode sag, og derfor landes der store mængder af frugt, grønt og kølevarer inde bag Port 1 - og varerne bliver afsat i stort set samme takt, som de kommer ind.

Der er åbent alle dage inkl. weekend fra kl. 12 til ca. 14 med undtagelse af tirsdag, hvor åbningstiden er fra 16 til 18.

Benjamin Erichsen og sønnen Rasmus, der er initiativtagere til stop madspild kampagnen fortæller, at først på måneden er køen til MadOasen af mindre omfang, medens der sidst på måneden ofte er en lang kø på mere end hundrede borgere.

Det er udelukkende ulønnet og frivillig arbejdskraft, som dag ud og dag ind får det travle udleveringssted til at fungere. Varerne koster ikke noget at afhente, men heldigvis kommer der drypvise donationer via MobilePay. Beløbene herfra går helt og aldeles til at holde den store varebil kørende med dieselbrændstof og betaling af alle bilforsikringer. Selve varevognen er stillet til rådighed af BN Auto & Service.

Somme tider går det rigtig stærkt. De frivillige medarbejdere vi fik en snak med mindes stadig den dag, hvor køen var så stor at der måtte meldes alt ud'solgt' efter blot 6 minutter. De mindes også den helt særlige dag, hvor der dukkede en borger op og donerede et beløb via MobilePay. De troede, han havde tastet forkert men den var god nok: Han havde overført 1.000 kr. til det gode formål.

Et supplement

Når det kniber lidt med pengene er muligheden for at supplere med lidt gratis mad mere end velkomment, og rigtig mange benytter sig som nævnt af muligheden.

Der kan være mange årsager til denne knaphed, men ofte er det arbejdsløshed eller sygdom, der udløser behovet for at tage et smut omkring Port 1 i Norvangen.

Vi snakkede med Stefan, der kom på besøg et par gange om ugen for at supplere de sparsomme midler. Hans kæreste er blevet alvorligt syg og selv er han for ganske nylig blevet arbejdsløs . Stop madspil lokalt har en facebook-gruppe der hele tiden er opdateret og hvor interesserede kan se hvilke varer der dukker op hvornår. På den måde fik Stefan denne dag en rigtig god kylling med hjem - frisk fra køl.

Glad-Pakker

Der er også en særlig afdeling hvor der pakkes Glad-Pakker til borgere, der virkelig trænger til det. Det sker efter de pågældendes snak med de frivillige socialrådgivere og måske også efter en snak med økonomikyndige, som kan hjælpe med at få hoved og hale på budgetter, der måske ikke helt hænger sammen.