Klik og se annoncen

Hjerteredder: Det var nogle både rørende og livsbekræftende timer, da journalist og ambassadør for Hjerteforeningen Rushy Rashid gengav de 39 redninger, der var repræsenteret ved et stort hyldestarrangement i København. Redninger, hvor et menneske med hjertestop blev reddet tilbage til livet af modige og handlekraftige vidner. En af fortællingerne handlede om, hvordan Susanne Dahlbo Bonde fra Korsør reddede sin mand Mogens Bonde. Det skete om morgenen den 21. juni 2018. En helt almindelig morgen hos Susanne Dahlbo Bonde, 63 år og hendes mand Mogens Bonde, 65 år. De sidder med morgenkaffe og hver deres iPad. Efterfølgende går Susanne i bad, mens Mogens fortsætter læsning på sin iPad. Da Susanne kommer ud af badet, hører hun en høj snorkelyd lyd fra stuen, og hun ser, at Mogens synker sammen i stolen. Susanne får hurtigt ringet 1-1-2, og bliver guidet til at få Mogens ned på gulvet og starte hjertemassage. - Undervejs er jeg ved at give op, fordi det er så hårdt, men stemmen i telefonen siger - 'og du bliver bare ved'. Så det gør jeg, siger Susanne Dahlbo Bonde. Og Susannes vedholdenhed gjorde en forskel. Ca. 8 minutter efter ankom ambulancefolkene og tog over. Mogens var væk i ca. 25 minutter, men er kommet sig fuldstændig uden mén. - Jeg har aldrig prøvet at redde en før, men han skulle bare ikke dø fra mig, så jeg fandt de sidste kræfter frem og gik i gang, siger Susanne Dahlbo Bonde. Der var ca. 220 deltagere (hjerteredderne, de reddede og deres pårørende) ved det store hyldestarrangement i København. Det var Hjerteforeningen, der sammen med Østifterne hyldede de mange hjertereddere. Et arrangement som Susanne Dahlbo Bonde og Mogens Bonde var glade for at være med til. - Det var så fint, så fint at være der. Beskrivelserne af hvad der var sket, blev læst op fra scenen. Vi lagde mærke til, at én ting gik igen i alle historierne. At dem der har fået hjertestop ikke kan huske noget før og efter. Det er bare sort, ikke noget lys eller en tunnel. Ellers var det meget forskellige historier, siger Susanne Dahlbo Bonde.

Stem på Årets Hjerteredder

Susanne Dahlbo Bondes indstilling er en af i alt 46 indstillinger til prisen som Årets Hjerteredder 2020, som Hjerteforeningen har modtaget. Egentlig skulle Susannes indstilling have været med sidste år, men da Hjerteforeningen modtog den, var deadline for Årets Hjerteredder 2019 overskredet, og derfor kom Susanne med i år i stedet. Blandt de indstillede hjertereddere har et dommerpanel udvalgt og nomineret hjertereddere fra tre redninger til at modtage prisen som Årets Hjerteredder 2020, men her er Susanne ikke blandt de udvalgte, alligevel er hendes og Mogens' historie med til at sætte fokus på, hvor vigtigt det er at kunne hjerteredning. - Med den megen opmærksomhed om Årets Hjerteredder ønsker vi at vise, at det nytter at træde til. Derfor støtter vi udbredelsen af Hjerteforeningens gratis tilbud, nemlig Hjerteredderkursus - 30 minutters intro i genoplivning. Og vi er stolte af, at 70.000 danskere indtil nu har deltaget og lært, at 1-1-2, 30 tryk og 2 pust og brug af en hjertestarter gør forskellen på liv og død, fortæller Lars Suhr Olsen, direktør i Østifterne. Det er læserne af Hjerteforeningens medlemsmagasin, Hjerteliv, besøgende på Hjerteforeningens hjemmeside og følgere på Facebook, som vælger Årets Hjerteredder 2020. Den hjerteredder, der opnår flest stemmer på hjerteredder.dk, modtager den ultimative hyldest i Hjertegalla, som bliver sendt på TV 2 CHARLIE lørdag den 21. marts kl. 20.55. Årets Hjerteredder-pris er sponsoreret af Østifterne, der sammen med Nykredit også er sponsor for hyldestarrangementet.

Vil du lære at redde liv?