Klik og se annoncen

Tekst og foto Steen Andresen

Fremtiden: Det er ærgerligt, at der kun fokuseres på hovedgaden i købstaden, når der tales om, hvordan det går i Skælskør, konstaterer Erhvervsforeningens formand Pia Kimer Jacobsen. Vi oplever faktisk i foreningen, at erhvervslivet her i Skælskør trives rigtig godt. At der er rigeligt med arbejde, og at der er direkte mangel på arbejdskraft i flere fag i købstaden. Og ejendomsmæglerne her i byen har rigeligt travlt.

Vi anerkender, at der er en udfordring med handelslivet i byen, men der er vi allerede godt i gang med et projekt omkring en udviklingsstrategi i samarbejde med Slagelse kommune og Bymidtegruppen. Vi er opmærksomme på det, men differentierer os jo ikke fra andre købstæder vedrørende butikkers forsvinden.

Vi kan ikke løbe fra virkelighedens verden, og jeg kan ikke trylle, men vi har alle som borgere et ansvar for en aktiv by, en aktiv bymidte. Jeg anerkender, at vi ikke kan byde på alt, men det vi kan byde på, kan man jo tilvælge.

Digital ledelsesstruktur

Vi kører nu det, der hedder digital ledelseskultur, som vi vil udvikle yderligere i 2020. Et udviklingsprojekt i samarbejde med kommunen og Slagelse Erhvervscenter, hvor vi sammen med Slagelse og Korsør har ansat en detailhandelskoordinator, Rasmus Lindvig, der tager mange gode opgaver for fremme og udvikling af detailhandelen i de tre byer, bl.a. ved hjælp af LAG-midler.

Desuden arbejder vi på at få en synergi med alle de aktive foreninger vi har her i byen, øerne og oplandet. Samt et bynetværk, hvor de små landsbyer ude omkring vores købstad inddrages i købstadens fremtidige udvikling.

Fællesskabet med Kaiza, strik og børnetøj er et godt eksempel på en løsningsmodel, måske også for de tomme butikker.

Så lad os tage de positive briller på i 2020 og få vores købstad ind i en positiv og god udvikling i samarbejde med kommunen, Erhvervscenteret og de tre erhvervsforeninger.

Bykontoret

Anne Gudiksen fra Bykontoret har haft et travlt år. Som rimelig nyansat har det været hårdt, men Bykontoret har store planer for 2020.

På Skælskør Bykontor er vi rigtig glade for, at Skjelskør V igen kommer ud at sejle. Vi har haft en sommer med rigtig mange forespørgsler på Fjordsejlads, og vi glæder os til, at det nu igen bliver muligt både at komme på fjordsejlads og chartre båden til diverse private arrangementer.

Turene vil kunne bookes online på visitvestsjaelland.dk, og charterturene bookes igennem Bykontoret i Skælskør.

Skælskør Bykontor er arrangør og tovholder af Skælskør Familie Festival. De sidste fem år har Bykontoret samlet og formidlet lokale events i de sidste tre uger af juli måned i en flot folder. Det vil Bykontoret også gøre i 2020, men har desuden besluttet, at samle events fra Skælskør og omegn svarende til hele skolernes sommerferie.

I 2020 vil Bykontoret arbejde meget mere med udvikling af Lagunestien. Ruten er ikke særlig kendt - heller ikke i vores lokalområde. I perioden efter vores 'prøvevandretur' fik vi på Bykontoret mange henvendelser med forespørgsler om et detaljeret kort for ruten, overnatningsmuligheder, hvis man ville gå turen over flere dage, forespørgsler om shelters og om man kunne cykle turen.

Vores oplevelse på Bykontoret er også, at der faktisk har været flere vandrere igennem Skælskør end der plejer at være.

Bykontoret er lige nu i gang med at søge fondsmidler til udviklingsarbejdet.