Klik og se annoncen

Kunst: Sjældent er der smukkere end her ved pinsetid på vores hjørne af Sjælland. Her dufter af syrener, rapsen står i blomst og alt er lysende grønt. Farverne står skarpt og der er noget for alle sanser.

Det samme kan man sige om al den kunst, man kan nyde helt lokalt i pinsen, hvor årets Kunstdage på Midt- og Vestsjælland foregår for 17. gang. Her kan du opleve alle former for kunst og kunsthåndværk med meget på hjerte - og der er masser af mulighed for at få kildet sanserne.

I by og på land, fordelt ud over hele Slagelse Kommune, åbner 35 kunstnere, kunsthåndværkere og gallerier deres døre på vid gab, så alle der kommer forbi, kan drages mod deres keramik, malerier, skulpturer, collager, pileflet, træarbejder, tekstiler og fotografier.

Alle steder er der i de tre pinsedage åbent fra klokken 11.00 til 17.00, og alle steder står kunstnerne forventningsfulde klar til at modtage gæster og glæder sig til at vise deres værker frem - og også til at fortælle om deres arbejde.

Besøger man mere end fire udstillingssteder, og husker at få et stempel på sin konkurrencekuponen hvert sted, kan man deltage i lodtrækning om gavekort til køb af kunst.

Ny app gør ruten let

Årets folder, med den karakteristiske forside, der hvert år skifter til en ny farve, kan fås på bibliotekerne. Kunstdagene har også en hjemmeside, kunstipinsen.dk, og har i år også fået udviklet en app der kan downloades gratis. Med appen får du fin oversigt over alle udstillingsstederne og kan planlægge din rute hjemmefra - og have både rute, kort og beskrivelser med i lommen, når du tager på kunsttur.

Kunstdagene i Pinsen foregår fra lørdag den 19. til mandag den 21. maj og spreder sig ud over hele Midt- og Vestsjælland. Hele 118 kunstnere er med i år, fordelt ud over de seks deltagende kommuner, som er Slagelse, Holbæk, Kalundborg, Ringsted, Sorø og Lejre.