Klik og se annoncen

Erhverv: Siden Catering Engros i 2009 overtog den vestsjællandske kødvarevirksomhed, KødGrossisten, er det kun gået én vej, fremad.

I perioden frem til i dag er selskabet, som forarbejder kødvarer og laver specialiteter, røgvarer og pølser til hoteller, restauranter og caféer i hele landet, gået fra 48 til 72 ansatte. Samtidig er KødGrossisten nu for anden gang vokset ud af bygningerne i Vemmelev tæt ved Vestmotorvejen.

Derfor tager virksomheden til marts for anden gang på få år hul på et stort byggeri, der skal give albue- og vækstrum. Planen er, at KødGrossisten allerede til september i år rykker ind på nye 1.740 m2 lager, kontor og produktionsfaciliteter på Industrivænget 16.

Eksplosiv vækst

"Vi har oplevet nærmest eksplosiv vækst, siden vi i 2012 indviede de nye bygninger i Vemmelev. Derfor går vi nu igen i gang med at bygge ud. Selvom den står på byggeroderi frem til september, er det super positivt, at vi overgår vores ellers optimistiske fremskrivninger. Med det nye byggeri fremtidssikrer vi forretningen og skaber ideelle rammer for vækst og nye arbejdspladser her i Vestsjælland," siger Karsten F. Nielsen, markedsdirektør i Catering Engros.

KødGrossisten servicerer hver dag over 1.100 kunder i hele Danmark med et bredt sortiment af okse- og svinekød, fjerkræ, lam, pålæg m.m. Al produktion sker på den topmoderne fabrik i Vemmelev, som virksomheden fik bygget i 2012.