Klik og se annoncen

Af Mette Juhl

Jul: Hvornår er det julemanden kommer sejlende til byen? Spørgsmålet var blevet stillet mange gange, lang tid i forvejen. For er der en juletradition i Korsør mange gerne vil være med til, så er det at være med, når julemanden tænder det store juletræ i midtbyen.

Og fredag gik det så løs. Masser af glade børn og voksne var mødt frem på kajen ved HavneArkaderne for at tage imod julemanden, der kom sejlende fra Sprogø, ganske som han plejer. Han hilste glad på alle og førte an i juleoptoget, der snoede sig gennem HavneArkaderne og midtbyen på vej mod Solens Plads, hvor juletræet i år er opstillet. Med alles hjælp kom der lys i træet, som vil skinne i hele december.

Julestemningen fornægtede sig ikke denne sene eftermiddag med musik fra nisseorkestret, dans om juletræet, uddeling af godter og risengrød samt varme kram fra julemanden.

Jo, vi er inde i traditionernes tid og særligt børnenes juleglæde er ganske smittende. Husk at de kan aflevere breve og tegninger til julemanden helt frem til jul i Danmarks største postkasse, der står i HavneArkaderne.