Klik og se annoncen

Af Henny Ferrold

Korsør: - Jeg synes det er en spændende udfordring. Sådan siger Jens Niemann, som fra 1. april er ny daglig leder i Hos Jomfruen på Kirkepladsen 2 i Korsør. Ansat af sønnen Lars, som driver sit firma med forhandling af arbejdstøj fra naboforretningen. Han slog til, da Rikke Flintholm ønskede at afhænde smørrebrødsforretningen, og dermed kom Jens Niemann i spil til et nyt job, efter 17 år som sælger som sælger hos JN Meat i Slagelse. Både far og søn var enige om at den charmerende forretning, som har været en del af Korsørs bybillede gennem 25-26 år, ikke måtte forsvinde.

- Det lugter lidt af hvad jeg har haft at gøre med før, selv om det er 17 år siden vi solgte Strandens Restaurant (ved Stillinge strand, red.), fortæller Jens, som fortsat bor i Drøsselbjerg. Mange vil utvivlsomt kende Jens Niemann fra hans tidligere virke i restaurationsbranchen.

- Jeg startede i Kælderen i 1980, derefter gik det slag i slag, i 1985 åbnedes diskotek Plaisir, i 1985 Hereford Steakhouse, og derefter Strandens Restaurant i 15 år.

Den ny udfordring i Korsør tog Jens Niemann blandt andet også op af helbredsmæssige årsager.

- Jeg døjer med en dårlig ryg og bliver 68 om et øjeblik, men jeg syntes ikke mit arbejdsliv skulle slutte helt lige nu.

Og her bliver min dårlige ryg ikke belastet på samme måde som den gjorde i slagterbranchen, lyder det med et stort og veloplagt smil fra Jens Niemann, som både glæder sig til at lære Korsør endnu bedre at kende og til at stå bag disken og markedsføre forretningen.

Smørrebrød, charcuteri og lidt gode bøffer

- Ud over hvad vi har i forvejen af smørrebrød, dagens ret og buffetanretninger ud af huset håber jeg meget på at vi også kan få en disk med charcuteri: lækkert afskåret pålæg og salater m.m. Vi skal ikke som sådan sælge kød, men måske lidt gode bøffer i grillsæsonen.

Allerede nu leverer vi frokostordninger til nogle virksomheder, det vil jeg prøve om jeg kan udbygge, med skræddersyede koncepter til de forskellige virksomheder.

Hos Jomfruen fortsætter også med at bringe dagens ret ud til pensionister.

- Det hele bliver bygget op om kvalitet: Vi skal lave noget ordentligt, og yde en rigtig god service, fastslår Jens. - Vi har et bredt udvalg, så folk kan få næsten lige hvad de vil ha', de kan bare ringe (tlf. 58 35 22 32, red.) eller finde os på facebook.

Indtil videre fortsætter forretningen i samme spor som hidtil, og med de samme medarbejdere: Sanne, Sara og Mia.

Se evt. mere på hos-jomfruen.dk eller Hos Jomfruen på facebook