Klik og se annoncen

Tekst: Lene H. AugustsenFoto: Privat

Sclerose: En februardag i 2017 er Zenia Rasmussen alene hjemme med sin fire måneder gamle datter, Zia. Hendes mand, Kasper, er taget på arbejde i Jylland, og forventer at være væk nogle dage.

Zenia er på barsel, og glæder sig til nogle hyggelige dage sammen med sin lille datter. Sådan kommer det ikke til at gå, for på et tidspunkt får Zenia det dårligt, og mærker at det prikker og stikker under fødderne. Da det bliver værre, kontakter hun sin egen læge, der sender hende videre til hospitalet.

LÆS OGSÅ: Mads Christensen gæster Stillinge

Her fortæller en velmenende sygeplejerske hende, at det nok bare er stress, så hun kan tage det roligt, men Zenia fornemmer, at noget er helt galt med hendes krop.

- Jeg var så bange. Jeg har aldrig følt sådan en angst før. Mine arme og ben summede og snurrede. Jeg følte at jeg fik et korset på, der maste min krop. På et tidspunkt mister jeg helt følelsen fra halsen og nedefter, og er så dårlig, at jeg ikke kan noget som helst. Gudskelov var jeg indlagt da det sker, for tænk hvis jeg havde været derhjemme med Zia, og ikke kunne ringe efter hjælp. Det gik helt vildt stærkt.

LÆS OGSÅ: Skolebolden rullede flot i Slagelse

Hjælp til alt

Det Zenia mærker er de første symptomer på Multiple Sklerose. En diagnose hun får stillet den 10. marts, efter et utal af prøver og undersøgelser. På det tidspunkt havde hun ingen følelse i sin krop, og kunne ikke engang mærke sin lille datter, når hun lå hos hende. Zenia måtte have hjælp til alt.

- Der var det her lille menneske, der var afhængig af min omsorg, og det kunne jeg ikke give hende. Vi måtte flytte hjem til min mor i en periode, for jeg havde brug for hjælp hele døgnet. Det var vanvittigt hårdt, men jeg besluttede mig for, at jeg ville videre. To måneder efter det første attak gik jeg igen, og så begyndte jeg at træne. Jeg fik fat i en babyjogger, og slæbte mig afsted med den. Der var mange mærkelige blikke fra forbipasserende, når jeg kom gående nærmest hængende indover den, men det virkede. Stille og roligt fik jeg følelsen tilbage i mine ben og arme, og så begyndte jeg at løbe. Jeg kunne mærke, at det gjorde noget godt for min krop.

Jubilæumsløb i Korsør

I januar sidste år ville Zenia gerne lave et indsamlingsløb, og for at finde det rette sted, begyndte hun at deltage i forskellige løb. Det fik hende til at prøve de lange distancer, og ved målstregen stod hendes mand og datter og ventede på hende - og det gør de hver gang mor deltager i et løb.

Sidste år blev det til 82 halvmarathons og et par marathonløb. De lange distancer er nemlig gode for Zenia. De gør, at hun kan holde sine sclerosesymptomer nede, så hun bagefter har nogle timer, hvor hun ikke mærker sin sygdom, og hvor hun ikke behøver sige nej til sin datter.

Den 9. marts i år løber hun sit halvmarathon nummer 100, og det kommer til at foregå i Korsør.

- Der er noget helt fantastisk ved Korsør. Jeg har løbet der flere gange, og jeg elsker vandet, skoven, broen og hele stemningen. Derfor har jeg sammen med Trivsel 24Syv Marathon, arrangeret et velgørenhedsløb i Korsør, hvor der naturligvis samles ind til Scleroseforeningen. Det bliver mit halvmarathon nummer 100, og jeg glæder mig rigtig meget.

Håber løbet skaber opmærksomhed

Selv om Zenia Rasmussen fik et nyt attak i december, som berøvede hende følelsen i benene, forventer hun at være klar til løbet. Hendes stædighed har endnu engang fået hende til at rejse sig og træne sig ud af sygdommen.

- Jeg kan bare ikke give op. Det findes ikke i mit ordforråd. Jeg er ikke syg, jeg har en sygdom. Det er vanvittig hårdt, men det er ikke en mulighed for mig at lade være. Hvis jeg kan være med til at inspirere bare én anden person med en kronisk sygdom, så er jeg glad, for man har brug for ikke at føle sig alene. Man har brug for at spejle sig i andre med nogle af de samme tanker og udfordringer. Der er brug for opmærksomhed omkring de her sygdomme, og det håber jeg, at det her løb kan hjælpe med til.

FAKTA
Zenia Rasmussens velgørenhedsløb afholdes i Korsør den 9. marts fra kl. 8.45-15.30 med start fra Havnearkaderne. Der kan løbes eller spadseres 7, 14, 21,1 eller 42,2 kilometer.

Deltagergebyret er på 125 kroner, hvoraf de 25 kroner går til Scleroseforeningen. Løbet afholdes af Trivsel 24Syv Marathon. Tilmelding via trivsel24-7marathon.dk. Du kan følge Zenia Rasmussen på Instagram: @zeniarasmussen