Klik og se annoncen

Skoleliv: Vanetænkningen blev udfordret, da Danmarks største erhvervsskole, ZBC, havde samlet alle sine innovationselever fra henholdsvis tekniske gymnasier og handelsgymnasier til to dages innovationscamp i Slagelse for nylig.

Små 300 innovationselever fra handelsgymnasiet HHX i Næstved, Ringsted, Slagelse og Vordingborg og fra teknisk gymnasium, HTX, i Ringsted, Vordingborg og Slagelse var samlet for, i mindre grupper, at give deres bud på lokal udvikling af Halsskov Havn i Korsør og byrummet ved Slagelse Bibliotek.

LÆS OGSÅ: Radikalisering og ekstremisme skal på skoleskemaet

Opgaven stillet af Slagelse Kommune, der oven på de to dage blev præsenteret for de fire bedste forslag for hver af de to opgaver.

'Vi var ikke mange sekunder om at takke ja til den her mulighed,' forklarer byplanlægger i Plan og Udvikling i Slagelse Kommune, Ole Lund Sørensen.

'Alt det med at tænke inde i boksen, det er vi super gode til ude i kommunen, men nogle gange har vi brug for, at der kommer nogle friske øjne til. Nogen der kan tænke ud af boksen, og det kan de unge,' forklarer han.

Og der blev i den grad tænkt ud af boksen med alt fra skabelse af kreative rum med plads til fordybelse til anderledes måder at skabe rammer for fællesskaber. Fra en eventyrpark i Slagelse til en alternativ udnyttelse af en pensioneret færge i Korsør.

Innovation blandt nye mennesker

De bedste ideer præsenteret for to repræsentanter for Slagelse Kommune og for de mange medstuderende i idrætshallen ved ZBC i Slagelse.

De fleste af dem havde siddet i grupper med nye ansigter, for ud over at skulle udtænke innovative løsninger på kommunens to udfordringer, så skulle de også lære hinanden at kende. Eleverne var således blandet på tværs af både geografi, HHX og HTX og 2. og 3. årgang.

'Man lærer mange nye mennesker at kende, og så kommer man til at arbejde på en helt ny måde, hvilket har været rigtigt godt,' forklarer 17-årige Mark Lang, der går i 2.C på handelsgymnasiet HHX på ZBC i Næstved. Hans gruppe havde udarbejdet en plan for et grønt område på H.P. Hansens Plads i Slagelse med nytænkning af husfacader rundt om. Inspirationen hentet fra storbyer rundt om i Europa.

'Det at blive kastet ud i en kreativ arbejdsproces, hvor samarbejde med nye mennesker er en del af udfordringen, er en af sidegevinsterne ved at lave fælles innovationscamp i så stort regi,' forklarer uddannelsesdirektør på ZBC, Mette Tram Pedersen.

'Det er en fantastisk faglig mulighed, hvor de unge på tværs af skoler skal lære hinanden at kende og så i den kontekst lave kreative og innovative forslag, hvor de får deres kompetencer bragt i spil i virkelige projekter,' forklarer hun.

Væsentligt i bidrag til byudvikling

Om de mange kreative resultater så også kommer til at blive til virkelighed vil vise sig. For byplanlægger Ole Lund Sørensen er de mange forslag en væsentlig brik til blandt andet det kommende arbejde med en helhedsplan for alle pladser og torve i Slagelse.

'Det er klart, at vi bearbejder ideerne, men det er vigtigt at vi her får input fra unge. Den gruppe er normalt ikke er så nem at få aktiveret, når vi laver involveringsprocesser. I realiteten får vi 300 unge hoveder foræret, og det kan sagtens tænkes, at vi kommer til at tage ikke bare nogle af tankerne og ideerne med os, men også henter nogle af de unge ind i forskellige workshops, som vi har fremadrettet,' forklarer han.

Det ene vinderforslag var en restaurant på kanten af den gamle færgehavn i Korsør. Bygningen opført i genbrugsplastik, og mulighed for gæsterne, at få tilberedt fisk, som de selv har fanget.

Det andet vinderforslag var en gentænkning af det grønne område ved Slagelse Bibliotek, hvor bibliotekets identitet bliver mere tydelig og inddrages med nye installationer og der samtidig åbnes op for nye aktiviteter blandt andet gennem en multibane.