Klik og se annoncen

Kåring: Årets Korsørhjerte er en pris, der uddeles med hjertet til en person, der har hjertet på rette sted. En person, der ulønnet gør en forskel for andre. Ham, der altid skovler sne foran dit hus, besøgsvennen, idrætslederen, den frivillige, der altid stiller op og gi'r lidt af sig selv og sin tid for blot at nævne et par eksempler.

Mulighederne er mange, for der er faktisk mange derude med hjertet på rette sted. Mange for hvem, det er helt naturligt at hjælpe andre og nu kan du indstille den person du synes har fortjent et ekstra skulderklap.

Med anerkendelsen følger et 'Korsørhjerte' - en sten fra vores lokale strand, dekoreret af kunstner Susanne Thea. Derudover bidrager en række lokale erhvervsdrivende og klubber med en gavecheck på 1.000 kr., en kurv med godter, vin samt en middag for to. Sidste års modtager blev Rasmus Erichsen for sit initiativ til og engagement i Stop Spild Lokalt, der har udviklet sig til et landsdækkende tiltag, der udføres på ganske frivillig basis i samarbejde med lokale butikker.

Vi værdsætter dig

Det er Susanne Thea og Heidi Nielsen fra Korsør Ligkistemagasin, der er initiativtagere til Året Korsørhjerte. De håber, at Korsør vil se prisen som en 'vi værdsætter dig i byen' hilsen. Med andre ord et budskab om at sprede mere næstekærlighed i Korsør - den by, som de to prisindstiftere holder så meget af.

Udover at prismodtageren skal være indstillet for en ulønnet indsats, er eneste øvrige krav, at det skal være en person bosiddende i 4220 Korsør.

Indstil senest 20. maj

Du kan indstille en person til Årets Korsørhjerte 2018 ved at udfylde kuponen her i avisen og sende den til: Korsør Posten, Nytorv 10, 1. sal, 4200 Slagelse mrk 'Korsørhjertet'. Du kan også maile os din indstilling på adressen: ks.red@sn.dk. Vi skal have indstillingen i hænde senest søndag den 20. maj.

Selve prisen overrækkes under årets første Cityevening fredag den 1. juni kl. 20.00 foran J&M Radio på Nygade.

Bag uddelingen af Årets Korsørhjerte står billedkunstner Susanne Thea, Korsør Ligkistemagasin, Korsør MadMarked, Søberg Vin, J & M Radio, Havnegades Blomster, Korsør Apotek samt Lions Club Korsør, Korsør Nor Rotary Klub og Korsør Rotary Klub.