Klik og se annoncen

Af Mette Juhl

Jubilæum: Der bliver færre og færre af dem - de brune værtshuse, hvor man stadig kan købe en håndbajer og må ryge imens man nyder den.

Og det er en skam. For et værtshus er ikke bare udskænkning af alkohol. Det er ofte en fantastisk fortælling om fællesskab og sammenhold.

Og sådan er det også for Bodegaen på Halsskovvej 19 i Korsør, der lørdag den 19. maj fejrer 30 års jubilæum.

Idéen om Halskov Bodega, som den oprindeligt hed, er faktisk et udspring af grillbaren, som Rita Hansen og Jette Jensen drev sammen i flere år. Udover lange baner af smørrebrød ud af huset, blev der serveret alt hvad der nu hører en grillbar til og så hændte det ofte at gæsterne gerne ville drikke en øl til maden. Nabolokalet i nr. 19 stod tomt og idéen om at åbne en bodega blev ført ud i livet.

Efter alle, mændene, venner og familie inklusive, havde knoklet i rekordfart på at få lokalet klart, slog Rita og Benny, Jette og Knud dørene op til Halskov Bodega den 20. maj 1988.

'Det var hyggeligt. Vi har haft så mange gode og sjove timer her,' er Rita og Jette enige om.

Og de kom ikke sovende til det. De arbejde på skift i henholdsvis bodegaen og grillen med en arbejdsuge, der nemt kunne løbe op i 80 timer. Deres mænd, Benny og Knud, hjalp til, når de kom hjem fra deres fuldtidsjobs.

En stor familie

Halskov Bodega blev hurtigt et fast samlingspunkt for mange lokale. Blandt stamgæsterne var bl.a. et sjak af 'brobisser' fra arbejdet på Storebæltsforbindelsen.

'Vi var en stor familie. Vi har ordnet mange livssituationer her, og der var aldrig ballade. Det var hygge,' fortæller Jette, der mindes en glad, men travl tid.

Et af de helt store højdepunkter var aftenen den 26. juni 1992, hvor Danmarks som bekendt vandt EM i fodbold. 'Det var det sjoveste, her var sort af mennesker langt ud på gaden,' fortæller Jette.

Flere og flere af de lokale strømmede til i løbet af aftenen og natten, og stemningen var i top til langt ud på den lyse morgen. 'EM tømte stedet for øl,' griner Rita.

'Det var faktisk den aften vi vandt EM, jeg var her første gang. Det er første, eneste og sidste gang jeg har mødt mine forældre i byen,' griner Jane Nielsen, der i dag er bestyrer af Bodegaen.

Også grisefester med masser af feststemte gæster står klart i erindringen om de glade bodega-dage for de to værtinder. 'I den første indbydelse lokkede vi med topløs betjening,' griner Rita og viser et foto af tjenerne. Som ganske rigtigt var topløse. Og mænd.

Nye tider

Men arbejdspresset blev for stort og nogle gange slår livet et sving. I 1993 solgte Jette og Rita først bodegaen og kort derefter også grillen.

Jette fortsætte som ansat i bodegaen i en periode inden hun i 1995 blev dagplejer. Rita fortsatte i en kort periode med salg af smørrebrød, men forlod Korsør til fordel for København. Hun bor i dag i Køge.

Grillen blev til pizzeria og skiftende ejere har siden drevet bodegaen. I 2016 gennemgår den en renovering af ejerne Læby og Teilhof før den genåbner med Jane Nielsen ved roret.

'Vi har beholdt værtshusånden, men man kan også få kaffe og kage her i dag,' fortæller Jane, der skiftede et mangeårigt job i hjemmeplejen ud med jobbet her.

'Jeg nyder den menneskelige kontakt. Man bliver fortrolig med mange. Alle kender lidt alle, og man holder øje med hinanden,' ment på den gode måde, vel at mærke.

'Jeg føler faktisk, at jeg gør en forskel,' siger Jane, der gerne giver et godt råd og hjælper, hvor hun kan, hvis der er behov for det. 'Men man skal kunne tåle noget 'røg',' griner hun samtidig. Tonen er rå, men hjertelig på værtshuset.

Jubilæumsfest

Der er fortsat mange stamkunder, flere som har fulgt med igennem mange år, men der begynder også at komme lidt yngre gæster, særlig fredag og lørdag, hvor Bodegaen holder åbent helt til kl. 05.

Gårdhaven er blevet sat i stand, og her nydes udelivet så snart vejret er til det. Det er også her, der sættes stort telt op til jubilæumsfesten den 19. maj. Der vil være fadølsvogn, gang i grillen fra kl. 14.00 og hele tre forskellige bands afløser hinanden dagen og aftenen igennem frem mod kl. 02.

Alle er meget velkomne.