Klik og se annoncen

Erhverv: Dygtige leverandører er afgørende for, at ILVA og IDEmøbler kan give kunderne en god købsoplevelse og møbler af høj kvalitet. Derfor har IDdesign, der står bag de to møbelkæder, endnu engang kåret Årets Leverandør.

- Vi vil gerne sende et signal til leverandørerne om, hvor vigtigt det er for os og vores kunder, at de leverer høj kvalitet og tænker innovativt, siger Henrik Madsen, indkøbs- og logistikdirektør hos IDdesign.

LÆS OGSÅ: Vild volleyfest onsdag i Slagelse

Vurderet på kvalitet og leveringspræcision

For at finde vinderen har IDdesign gransket den enorme viden, firmaet har om omsætning, reklamationer og leveringspræcision.

- Det fortæller en masse om, hvilke produkter der sælger bedst, bliver leveret til tiden, og som har en høj kvalitet med få reklamationer. Der var flere leverandører, som klarede sig til topkarakter, men årets vinder har gjort det ekstraordinært godt hele vejen rundt, fortæller Henrik Madsen.

LÆS OGSÅ: Nytårskur med Altingets chefredaktør

Derudover blev der lagt vægt på innovation, da vinderen skulle findes, og på den baggrund blev det havemøbelproducenten ScanCom International A/S fra Korsør, der blev Årets Leverandør 2018.

- Ud over at levere møbler af virkelig høj kvalitet har ScanCom International modet til at tænke nyt og anderledes, og det er lykkedes for dem at skabe moderne outdoor-møbler, som ligner den stil, man har indenfor, siger Henrik Madsen og fremhæver havestolen Copenhagen i formstøbt plast og stel af træ.

- Det er en enkel og moderne stol, som mange også køber til indendørs brug, og vi oplever faktisk, at den sælger året rundt.

Afgørende innovation

Prisen blev modtaget af Chief Business & Sales Officer i ScanCom International A/S, Lars Rudkjøbing.

- Vi er en virksomhed med designere, produktion og medarbejdere fordelt over store dele af verden, og igennem flere år har vi arbejdet målrettet på at sikre en høj kvalitet hele vejen rundt. Derfor er vi virkelig stolte over at få denne pris, siger Lars Rudkjøbing, der især er glad for, at ScanCom Internationals fokus på at skabe innovation i et volumenmarked er lykkedes.

- Vi har investeret massivt i design, teknologi og produktudvikling og har brugt mange ressourcer på at opdyrke nye materialer. Prisen er med til at vise, at det betaler sig hele tiden at gøre sig umage for at forstå kunderne og deres behov.

Selvom der var flere gode kandidater til prisen som Årets Leverandør 2018, er IDdesigns indkøbsdirektør ikke i tvivl om, at den helt rigtige vinder er fundet.

- Idérigdom og innovation i udviklingen af nye møbler har enorm betydning for, at vi kan holde os på forkant med vores kunder og deres behov. Og når man samtidig leverer så høj kvalitet som ScanCom International har gjort i år, så fortjener det anerkendelse.