Klik og se annoncen

Tekst af Lene H. AugustsenFoto af Evan Hemmingsen

Skælskør: Den 12. januar skabte Harboes Bryggeri endnu en gang den perfekte ramme om et sportsarrangement i Slagelse Kommune. Foreningslivet, uddannelser, kommune, atleter, politikere og sponsorer evaluerede sammen de seneste 3 års arbejde, i forbindelse med kommunens talent- og elitesatsning, Slagelse Talent & Elite. Og dermed også de første to år som Team Danmark Elitekommune.

Kommunen kan gøre endnu mere

Dagen blev indledt af koncerndirektør, Ruth Schade fra Harboes Bryggeri A/S, der bød velkommen, og understregede, hvor vigtig sporten og den frivillige indsats er i foreningsarbejdet.

Herefter fik borgmester, John Dyrby Paulsen ordet og bakkede med sin velkomsttale op om arrangementet, og tilkendegav at kommunen kan gøre endnu mere for at forankre det gode arbejde, der er omkring talentudviklingen og elitesporten i Slagelse.

Knud Skadborg fra Team Danmark præsenterede i et oplæg deres talentkoncept med fire vigtige ben: VIDEN, Talentstrategier, Dual Career og træneruddannelse. Et oplæg der skulle inspirere til fremtidige fokuspunkter i Slagelse Kommunes tilbud til atleter.

Evalueringen startede med Kahoot

Det primære formål med dagen var evalueringen af Slagelse Talent & Elite, og det blev skudt i gang med en Kahoot (red. En onlinequiz via mobiltelefon). En quiz hvor alle deltagere skulle svare på spørgsmål, baseret på fakta om oprindelsen og baggrunden for at Slagelse Kommune blev Team Danmark Kommune. Det fik sat fokus på, hvor mange interessenter der er i arbejdet, og hvor bredt indsatserne i idrætten rækker ud.

Fem ud af de seks prioriterede idrætter, der er repræsenterede i elitearbejdet, præsenterede efterfølgende deres udbytte af aftalen og fortalte om, hvordan de havde brugt mulighederne, samt hvad de fremtidige målsætninger er.

Efter flere faglige inspirationsindlæg gik deltagerne ud i workshops, hvor de skulle behandle spørgsmålet: 'hvordan kan vi styrke indsatsen fremover?'.

- Det var en rigtig fin dag med en god og optimistisk stemning. Det tegner godt for det fremtidige samarbejde. Jeg synes også, at vi fik vist nogle interessante udviklingsmuligheder i måden vi samarbejder om talentarbejdet på. Det er et koncept, der giver stor værdi for alle parter, og den måde det er grebet an på, har vist sig at være helt rigtig, siger Jørgen Andersen, formand for Kultur- og Fritidsudvalget.