Klik og se annoncen

Erhverv: Den 23. november løber iværksætternes prisuddeling, IVÆKSTprisen, af stablen. Og her er Korsør og Slagelse Kommune repræsenteret. Jonas Krogslund fra virksomheden HappyHello A/S er nemlig nomineret til prisen Årets Unge Håb, som gives til iværksætteren under 25 år, som har bevist, at en ung alder ikke behøver at være en stopklods for succes.

'Det er meget smigrende. Det er altid rart med et skulderklap,' siger Jonas Krogslund.

LÆS OGSÅ: X-class løfter de unge

Der var i alt 500 indstillede iværksættere fra hele landet. Feltet er snævret ind til 36 kandidater i seks forskellige kategorier. Det er første gang, at en fra Slagelse Kommune, er nomineret til en af de prestigefyldte priser.

'Jeg jagter ikke priser, jeg vil hellere bare derudaf. Men i hverdagen kører det bare, med masser af arbejde og mindre søvn, så her kan man stoppe op og tage imod et skulderklap og en anerkendelse om at man gør det rigtige.'

Jonas Krogslund har sammen med sin storesøster Maria startet virksomheden HappyHello A/S. Det er dog kun Jonas Krogslund, der er nomineret til 'Årets Unge Håb', men han deler succesen med alle, der er involveret i HappyHello A/S.

LÆS OGSÅ: Lokalt altankoncept eksporteres til udlandet

Idéen til HappyHello startede i håbet om at kunne inspirer til kreativ leg i småbørnsfamilier. En kreativ leg, der samtidigt kunne udvikle barnets motorik, sanser og sprog på et udfordrende niveau, som var tilpasset barnets udviklingsstadie.

HappyHello sælger månedlige oplevelseskufferter på abonnement. Om du er gravid eller har et barn på under fire år, så kan man bestille en kuffert fyldt med nøje udvalgte kvalitetsprodukter, som er tilpasset det enkelte barns udviklingsstadie og løbende udfordre og stimulere barnet i takt med dets udvikling.

Med en millioninvestering fra serieiværksætteren Magnus Kjøller er søskendeparret nu godt på vej til at skabe yderligere vækst på det danske marked. Herefter er planen at entrere det svenske, norske, finske og engelske marked.

'Der er fuld knald på og vi vækster fortsat. Vi skal knibe os selv lidt i armen indimellem. Vi har virkelig ramt noget i markedet her,' siger Jonas Krogslund.

Danske iværksætterhelte bliver fejret

IVÆKSTprisen er iværksættermiljøets egen pris, som hvert år hylder de dygtigste danske iværksættere. Prisen uddeles til virksomheder, der har udmærket sig på vækstskalaen, og handler om den gode iværksætterhistorie. Derfor er IVÆKSTprisens vindere ikke bare iværksættere, der oplever økonomisk succes men i lige så høj grad ildsjæle, der bryder rammerne og inspirerer andre med deres

innovative ideer og vovede iværksættereventyr.

Det er publikum selv, der har indstillet virksomhederne til nominering. Herefter udvælger en jury de bedste kandidater, og til sidst er det igen op til publikum at stemme på de kandidater de finder mest værdige.

Din stemme tæller

Det er blandt andet IVÆKSTs 65.000 brugere, der indgiver deres stemmer, og du kan være med til at stemme Jonas Krogslund til sejr via hjemmesiden: ivækstprisen.dk.

Succesfirmaer som GoMore, Billetto, CLC Bio og Zetland har tidligere kunne kalde sig vindere af IVÆKSTprisen - en pris der ofte har hjulpet iværksættere med at tage springet fra lovende til etableret virksomhed.

'Jeg tør godt sige, at uden IVÆKSTprisen ville jeg ikke være, hvor jeg er i dag,' siger urdesigner Christina Hembo fra Christina Design London. Christina Hembo vandt IVÆKSTprisen i både 2008 og 2009 og er i dag god for mange millioner.

Serieiværksætter Casper Blom er enig. Han vandt prisen Årets Unge Håb i 2012, og har i en alder af 23 år været involveret som partner eller ejer i 10 forskellige succesfulde virksomheder.

'IVÆKSTprisen er mere end bare en anerkendelse. Det har været en kickstarter for både min og mange andre iværksætteres karriere. IVÆKSTprisen er ofte en rigtig god indikator for, hvem der bliver de næste store iværksætterstjerner i Danmark,' siger Casper Blom.

Jury hylder iværksætterpionerer

Den eneste pris, der er ude af publikums hænder, er Årets Jurypris, som kåres af IVÆKSTprisens jury. Årets Jurypris gives til en markant iværksætterprofil, som har gjort noget særligt for Danmarks iværksættermiljø og den nationale vækst i det hele taget. Tidligere vindere af Juryprisen er blandt andet Asger Aamund, Claus Meyer og Peter Aalbæk.

IVÆKSTprisen er arrangeret af erhvervsportalen IVÆKST i samarbejde med Google, PwC, Codan og ASE. Det er repræsentanter fra topledelsen hos disse firmaer, der udgør IVÆKSTprisens jury. IVÆKSTprisen blev første gang uddelt i år 2008.

Prisfesten finder sted onsdag den 23. november hos PwC, København.