Klik og se annoncen

Af Lene H. Augustsen

Korsør: Det er næsten et halvt år siden den tragiske brand ødelagde restaurant Laguna i lystbådehavnen i Korsør, men nu er der endelig nyt omkring genopbygningen.

Røglugten er ved at være væk, og opgaven med at få restaurationslokalet gjort brugbart igen, har været i udbud, og hvis alt forløber planmæssigt, er håndværkerne færdige 1. maj i år.

Lokal virksomhed har opgaven

Medlem af lystbådehavnens bestyrelse, Flemming Erichsen, glæder sig over, at det er en lokal virksomhed, der har vundet udbuddet.

- Det har været en lang proces. Røglugten var svær at få bugt med, og derefter skulle der laves udbudsmateriale. Vi har samtidig besluttet at modernisere køkkenet og lave nogle forbedringer i indretningen. Derfor har det taget tid, men nu er det hele på plads, og de første håndværkere skulle gerne starte den 1. februar. Jeg er glad for, at det er en lokal virksomhed, der skal stå for det. Der var faktisk to lokale virksomheder og en udenbys, der bød på opgaven, og det er positivt, at det er en her fra området, der vandt.

Flere forbedringer

Det bliver havnefoged, Hans Jørgen Assertoft, der skal have overblikket over byggeprojektet, og han er tilfreds med de forbedringer, bestyrelsen har valgt at investere i.

- Køkkenet trængte til en opgradering. Nu bliver der en bedre kapacitet, hvilket har manglet tidligere. Vi får også lavet et mindre lokale med skydevægge i glas, så man kan få et mødelokale eller et mere privat rum, hvis der er et selskab, der vil sidde i fred. Der bliver også to toiletter mere, og de kommer til at ligge ved indgangen. Det bliver rigtig godt, og jeg tror det er en god investering.

Forhandler med restauratører

Hans Jørgen Assertoft fortæller også, at forhandlingerne med de tidligere restauratører er i gang, og at der en forventning om, at de vil fortsætte som forpagtere.

- Der er ikke skrevet kontrakt endnu, men vi har været godt tilfredse med samarbejdet før branden, så det regner jeg med kommer på plads. Hvis det hele går efter planen, kan der åbnes igen op til Store Bededagsferien midt i maj.