Klik og se annoncen

Tekst og foto Steen Andresen

Skælskør: I år præsenterer Det Internationale Keramiske Center Guldagergaard ikke kun én keramiker, men en hel gruppe af dygtige keramikere til at udføre endnu et keramisk unikt og spektakulært kunststykke til Guldagergaards skulpturpark.

Gruppen er et helt særligt udvalg af kunstnere fra Estonia Acadamy of Arts, Estlands Kunstakademi, som vil stå for den storslåede og anderledes spændende performance for tilblivelse af det nye værk.

Den helt unikke seance finder sted lørdag den 6. juli 2019 fra kl. 18.30 i Guldagergaards Skulpturpark

En fantastisk aften

Forestil jer en brændende og levende skulpturel installation, med et mylder af mennesker omkring, og som ved hjælp af et for tilskueren hekselignende ritual skaber en fantastisk magisk stemning omkring skulpturbrændingen.

Tilblivelsen af kunstværket vil ske ved en påvirkning og integration af de fire grundelementer - jord, ild, luft, vand - og deres møde med en ældgammel keramisk proces.

Avisens udsendte har tidligere overværet disse fantastiske aftener på Guldagergaard, og vi kan roligt sige, at tilskuerne igen kan glæde sig til en stor oplevelse ud over det sædvanlige. En oplevelse, som overgår selv de bedste fyrværkeriaftener i Tivoli!

Selve aftenen vil byde på stort telt med middag og live-musik i parken.

Der vil også være mulighed for at gå rundt på stedet, og se de forskellige udstillinger i bl.a. Galleri Æblehuset og i værkstedsbygningen.

Prisen for arrangementet vil for Guldagergaards Venneforenings medlemmer være 275 kr. For ikke medlemmer 325 kr. For bestilling skrives til annemette@ceramic.dk eller ring på 58190016.