Klik og se annoncen

Af Vagn Ryager

Lystfiskeri: Så kommer der igen en turbåd til Korsør, hvor der foreløbig fra 4. april og sommeren igennem bliver mulighed for at booke ture på Bæltet på jagt efter torsk, fladfisk, hornfisk og makrel, sild og hvad der ellers kan fravristes det blå vand.

På turene bliver der mulighed for at købe noget til at slukke tørsten eller stille sulten med. Har du ikke selv fiskegrej kan det lejes om bord.

Der bliver også mulighed for andet end fiskeri. Eksempelvis kan hele båden chartres og maden bestilles og nydes, medens kutteren en stille sommeraften sejler under Storebæltsbroen medens udsigt og ro nydes.

Der bliver mange muligheder når M/S Hanne Berits skipper, Kim Høst, indtager Korsør Havn.

En tidligere minestryger

Skibet blev sammen med fire andre tilsvarende bygget på Sydhavnsværftet i 1945 og indgik i det danske Søværn. Tanken var at orlogskutterne skulle fungere som minestrygere i farvandene omkring Grønland. Der nåede de imidlertid aldrig til men blev i stedet anvendt til diverse opgaver i de indenrigske farvande. Orlogskutteren blev dengang døbt 'Lindholm' og sejler nu som lystfiskerkutter under navnet 'Hanne Berit.'

Der bliver mange gode muligheder for det gode skib her i Korsør. Eksempelvis under de Maritime Kulturdage med aftensejlads og lidt fiskeri i børnehøjde. Også muligheder for heldagsture til de dybe vande ved Langeland pusles der med ideer om. I givet fald bliver udgangspunktet her Storebælt Camping& Feriecenter.

For øjeblikket er der også ved at blive forhandlet lokale samarbejdsaftaler vedrørende madleverancer til kutteren.