Klik og se annoncen

Af Lene H. Augustsen

Korsør: Månedens medarbejder i Føtex Korsør. I sig selv er det en flot udnævnelse, men for Diana Andersen har anerkendelsen endnu større betydning. Det er nemlig kun et lille halvt år siden, at hun startede i virksomhedspraktik på 10 timer om ugen. Praktikken var et forsøg på at komme i gang på arbejdsmarkedet, efter at angst i en længere periode havde gjort det svært for Diana Andersen at klare selv almindelige hverdagsopgaver.

- Efter jeg blev færdig med en HG i 2015, ville jeg gerne være enten på kontor eller i butik, men jeg blev syg, og kunne ikke magte det. Da jeg blev enig med jobcentret om, at jeg skulle prøve at arbejde nogle timer, vidste jeg, at det helst skulle være i en butik. Derfor blev jeg rigtig glad, da jeg fik en aftale med Føtex, fortæller Diana Andersen, der bor i Korsør, og derfor havde et godt kendskab til dagligvarebutikken i forvejen.

Op i tid efter 1 måned

Efter bare en måned var Diana Andersen klar til flere udfordringer, og blev sat op til 15 timer. Det er efterfølgende blevet til 28 timer, og da julevarerne kom på hylderne, blev hun udnævnt til juleansvarlig.

- Det har været meget motiverende at få ansvaret for julevarerne. Det kan jeg godt lide. Jeg er superglad for at være her, og her et godt arbejdsmiljø, hvor der ikke er nogle problemer med, at jeg har angst, og skulle have mulighed for at trække mig, hvis det blev nødvendigt. Det har det ikke været endnu. Måske fordi, det er et trygt og godt sted at arbejde, siger hun.

Godt samarbejde med jobcentret

I Føtex er de også rigtig glade for, at Diana Andersen havnede hos dem. Faktisk så glade at det var en samlet ledergruppe, der i november måned gjorde hende til månedens medarbejder. Det er første gang, at en virksomhedspraktikant har fået den titel.

- Vi har et godt samarbejde med jobcentret, og vi får meget ud af det. Vi forsøger at støtte og hjælpe, og får på den anden side gode medarbejdere. Vi kigger ikke på baggrunden, men på hvordan den enkelte præsterer i butikken. Diana har både flair og vilje, og så er hun pligtopfyldende. Det er fantastisk at kunne følge hendes udvikling i den tid, hun har været her. Det er gået stærkt, og der var også 100 % opbakning, da jeg indstillede hende til månedens medarbejder, siger Stephan Nielsen, der er Diana Andersens nærmeste chef.

Håber på elevplads

Fremadrettet håber Diana Andersen på, at hun kan komme op på 37 timer og derefter få en elevplads.

- Min angst er blevet meget bedre, og jeg kan overkomme mere og mere. Både min jobkonsulent og Føtex er gode til at støtte mig i at tage det et skridt ad gangen, og det betyder meget. Jeg tror på, at jeg kan komme på fuldtid og starte på uddannelsen til butiksassistent. Det er i hvert fald mit mål, siger hun.