Klik og se annoncen

Vaccination: 'Børnebørnene giver mig så meget - også influenza.' Med de ord skyder Korsør Apotek sammen med en række andre apoteker influenzasæsonen i gang med at tilbyde det årlige prik, der giver en god beskyttelse mod de ubehagelige symptomer feber, muskelsmerter, kulderystelser, hovedpine, mangel på appetit og i nogle få tilfælde opkastning og diarré.

Vi kan alle blive ramt af influenza, men det er ikke helt risikofrit for alle. Derfor er

vaccinationen gratis for visse risikogrupper. Det gælder alle, der er fyldt 65 år, samt førtidspensionister og personer med kroniske sygdomme såsom diabetes, lungesygdomme eller hjerte-kar-sygdomme. Også andre kroniske sygdomme giver adgang til gratis vaccination, hvis lægen anbefaler det. Endelig kan gravide, der er i 2. eller 3. trimester, blive gratis vaccineret.

Ingen tidsbestilling

Man skal ikke bestille tid, men kan komme forbi i hele apotekets åbningstid. Apoteker Peder Harboe har en række medarbejdere, der er uddannet i vaccination og opfordrer alle i risikogrupperne til at komme hen på det lokale apotek og blive vaccineret: 'Vi vil jo gerne holde liv i Korsør - og influenza er faktisk en alvorlig sag for både ældre og kronisk syge. Med vaccination bliver risikoen for at blive alvorligt syg og dø af influenza væsentligt reduceret. Og så er det tilmed gratis!'

Vaccinationsstart flyttet til 1. november

Tidligere år har man kunnet få den gratis vaccination allerede fra 1. oktober. Men fra i år er det ændret til 1. november, så man får en bedre beskyttelse i influenzasæsonen.

Vaccinens effekt aftager nemlig gradvist hen over vinteren. Allerede seks måneder efter, man er blevet vaccineret, er niveauet af antistoffer faldet til det halve - især hos ældre, hvor antistofniveauet falder hurtigere end hos unge. Og da influenza er mest udbredt i perioden fra december til marts, risikerer man at være dårligere dækket ind sidst på sæsonen, hvis man bliver vaccineret for tidligt.

Hører man ikke til en af disse risikogrupper, kan man blive vaccineret på apoteket mod en betaling på 185,- kr. inkl. vaccine.