Klik og se annoncen

Korsør: Så er det tid til at Picnicpigerne præsenter et nyt navn i Gryden, nemlig Miss Piggy & Partyskinkerne.

De kalder sig selv for Danmarks bedste grisefestsorkester og garanterer, at det bliver svinefedt!

Den både fest- og folkelige stil kan sammenlignes med bands som Sweethearts, Maud & Mænd samt Fede Finn & Funny Boyz.

Musikken kræver måske lidt kunstnerisk rummelighed, når du bliver stillet over for både dansktop-schlagere, grandprix-kitch og en masse andre uundgåelige skrål-med-hits. Måske får du endda lejlighed til at opleve Miss Piggy kaste sig ud i en enkel jodel-klassiker - hun har nemlig været for-jodler i et af landets højestlydende tyrolerorkestre.

I virkeligheden hedder den energiske sangerinde også Vibeke Hoby. Hun står i spidsen for et hold veldresserede musikere, hun har samlet op på de sjællandske landeveje. De er renlige, rimeligt velklædte og spiller, så det rykker!

De er nemlig så gamle, at de alle sammen har mange års erfaring fra den danske musikscene. For at hæve det audiovisuelle udtryk har Miss Piggy insisteret på at have to lækre kor-pattegrise med, der fra bagperronen bidrager til fest og ballade.

Sammen med den noget yngre Miss Piggy trækker de dig nådesløst igennem hele party-bagkataloget, lige fra 'Sikken Fest Vi Har Haft Nu I Nat', 'Eviva Espana' og 'Hjem Til Århus' (fra dengang man stadig brugte bolle-å) til 'YMCA'. Det hele krydres med spas og løjer, og det går stærkt!

Du kan sådan set godt være gnaven, når du kommer - men du går garanteret glad hjem!

Kig forbi Gryden den 25. juni kl. 18.30 - det er gratis som altid. Picnicpigerne lover et udstyrsstykke uden lige og de glæder sig. så kridt skoene og stemmebåndene og kom ned til en festlig aften! Læs mere om Miss Piggy og hendes partyskinker på www.misspiggy.nu