Klik og se annoncen

Af Lene H. Augustsen

Korsør: Som han selv siger, er det ikke meget, han har været væk fra Korsør, siden han kom til verden på Korsør Sygehus for snart 50 år siden. Drengeårene forløb stille og roligt i nærområdet, og lærepladsen fandt han hos Vemmelev-El, ikke helt lokalt, men tæt nok på. Værnepligten blev aftjent fra Flådestationen som rorgænger på en torpedobåd, og derefter kom der en enkelt afstikker til Odense, hvor autorisationen som elinstallatør kom i hus. Derefter vendte Thomas tilbage til hjembyen, hvor han var projektansat på Storebæltsforbindelsen, og blandt andet sørgede for at etablere de elektroniske advarselstavler. Imens projektet var i gang, fik han et tilbud om at blive ansat som chef for ABBs lokale afdeling, og det takkede han ja til. Da den store koncern i år 2000 valgte at sælge de lokale bastioner, overtog Thomas forretningen og ændrede navnet til Læby Electric. - Da jeg gik fra en stor koncern til Thomas' lille elbiks, blev det nemmere. Der er fordele ved at være en del af et stort selskab, men der er også ulemper. Det er sjovere selv at træffe beslutningerne. Flere af virksomhederne i byen, begyndte også at samarbejde mere med os, da det blev mere lokalt, og det passede mig godt. Jeg er Korsørdreng i hjertet.

Det rigtige valg

Tilsyneladende var det en god beslutning for Thomas at starte selv. Her, 19 år efter, har Læby Electric det godt er i fremgang, og Thomas trives med at være den lokale el-installatør, der løser de fleste opgaver for både private og erhvervskunder.

- Vi er ni medarbejdere, og jeg ser virksomheden lidt som den gammeldags installatørforretning. Ikke fordi vi er gammeldags, men fordi vi laver lidt af det hele, og servicerer kunderne inden for de tekniske løsninger der findes. Vi har også en lille butik, hvor kunderne kan kigge forbi og købe småting som en pære, en stikprop og en stump ledning. Vi har også lidt belysning, og kan skaffe det meste. Det giver en god kontakt med kunderne, at de kan få rådgivning, når de kommer her. Jeg synes, vi har en sund virksomhed og nogle dygtige medarbejdere.

Reception på dagen

Det her med at fylde 50 år, har Thomas Læby forsøgt ikke at tænke så meget over, men da tiden nærmede sig, måtte han alligevel beslutte sig for, om det skulle fejres.

- Grænsen for hvornår man føler sig gammel, rykker hele tiden. Da jeg var i starten af tyverne, var dem i trediverne gamle. Nu skal man i hvert fald være et godt stykke over 60 for at være gammel. Og når jeg kommer dertil, er det sikkert 70. Der var engang, hvor jeg var den yngste i firmaet, bortset fra lærlingene, men sådan er det ikke mere. Jeg har besluttet mig for at se det i øjnene. Det går jo ikke væk, så jeg holder en reception for alle, der har lyst og tid til at kigge forbi. Det synes jeg, er den rigtige måde at gøre det på.

Receptionen afholdes på dagen den 15. august fra klokken 13.00-15.00 på Tårnborgvej 58 i Korsør.