Klik og se annoncen

Af Vagn Ryager

Korsør: Der er virkelig kommet liv og aktivitet i Kongegaardens nye udstillingsrum, der blev indviet for ét år siden. Denne gang var det kunstneren Hanne Feldt, der i søndags holdt fernisering på en ny udstilling med mange tankevækkende, smukke og til tider sælsomme malerier, fyldt med symbolik, der giver beskueren fri mulighed for at tolke indholdet i de mange værker.

Hanne Feldt, bosiddende i Korsør, har deltaget i mange både solo- og fællesudstillinger over det ganske land og i en række censurerede udstillinger, bl.a. Roskilde Censurerede udstilling i 2012 og 2014 og i portrætkonkurrencen 2015 på Frederiksborg Slot.

Alle værker er udført i akryl på lærred og med en meget stor akkuratesse og detaljerigdom, der får de figurative billeder til nærmest at springe ud af lærredet.

Udstillingen er åben frem til 31. marts og kan beses i Kongegaardens åbningstider der er onsdag-søndag fra 11-16. Der er fri entré.