Klik og se annoncen

Af Vagn Ryager

25 års fødselsdag

Korsør: Den 1. oktober kunne Børnehuset 'Smørblomsten' i Jens Baggesens Gade i Korsør fejre det første kvarte århundrede i fineste stil. Fra først på eftermiddagen og til lukketid var der besøg af forældre, tidligere ansatte og ledere m.v. Alle blev budt på fødselsdagsfestens frisklavede kaffe og nybagte kager, der var et velkomment mellemmåltid her hen på eftermiddagen.

Avisen mødte børnene og pædagogerne i de fri arealer, der er en rigtig god tumleplads, hvor der i løbet af dagen kan blive brændt så meget krudt af, at poderne med lidt held kan gøre den berømmelige 'ulvetime' lidt lettere for forældrene.

Glade sange

Fra en lille fiks plastkasse med indbygget xylofon ( sådan en har hver stue i børnehuset) kunne souschef Astrid Bøget slå tonerne an til ' Happy birthday..', der selvfølgelig blev afsunget på engelsk. Så var børnene pludselig meget nærværende, for nu skulle der synges. Det er ligesom noget de er vant til i denne kommunale institution, hvor det musiske indtager en fremtrædende rolle.

Sang de så bedre end andre børn i tilsvarende børnehuse i kommunen ?

Måske nok, under alle omstændigheder var de mere end almindeligt engagerede og koncentrerede, mere fokuserede på, at nu skulle der synges ordentligt - og det blev der gjort.

En certificeret institution

'Smørblomsten' er kommunens eneste certificerede ' Sangglad Institution.' Og hvordan bliver man så lige det ? Børnehusets leder, Jeannette Steenfeldt Andersen, fortæller, at Smørblomsten blev tilmeldt Sangens Hus i Roskilde, og her fra fik man ugentlige besøg af musiske mennesker, der fortalte og viste poderne hvilke teknikker der var gode i sangens tjeneste. Det handler bl.a. om at varme sine stemmer op, øve overgange fra én melodi til en anden og meget mere.

Det har med certificeringen betydet, at Smørblomsten nu efter et flerårigt forløb er blevet 'certificeret.'

Det betyder i praksis, at børnene nu kan optræde med sang i kirker og på plejehjem. Og det gør de til stor fornøjelse for alle parter.

Institutionens gave

Hvis andre ikke vil, så må man som bekendt selv. Derfor havde Smørblomsten givet sig selv en fødselsdagsgave , som jo næsten ikke kunne være andet end - et musikinstrument.

Det blev en såkaldt Marimba, der er et atypisk instrument. Det har tangenter af træ (rosentræ) der anslås med små køller. Tangenterne er arrangeret som på et klaver.