Klik og se annoncen

Af Lene H. Augustsen

Folkemøde: Den politiske del af Danmarks Maritime Kultur- og Folkemøde sætter via debatter fokus erhverv og uddannelse med maritimt udsyn. Startskuddet til debatterne lyder lørdag den 24. august, hvor der lægges ud med søsætningen af Kanonjollen klokken 10.00 fra Værftet.

Herefter fortsætter folkemødet med debatter på henholdsvis Flådestationen, Gryden på Fæstningen og Værftet.

Emnerne er 'uddannelse og Rekruttering til maritime erhverv', 'Bæredygtige investeringer i kyst- og naturturisme', 'Rens verdenshavene for plastik- hvor svært kan det være', 'kampen om havnen: Bolig eller erhverv? Caféer eller containere?' samt 'kærlighed og klima', der handler om at bruge sejlskibet som rejseform og skibsdækket som platform for læring og fællesskab.

I Søløvernes Hule

Klokken 14.00 er der 'Maritime Startups i Søløvernes Hule', en maritim version af det populære iværksætterprogram 'Løvens Hule'. I Søløvernes Hule bliver der stillet skarpt på, hvad opskriften på den perfekte maritime forretningsidé er, og hvad der er det særlige ved at være maritim iværksætter.

Det er Fyns Maritime Klynge og deres professionelle advisory board for maritime startups, der giver sparring og deres bud på en maritim forretningssucces. Det er muligt at få en snak med melemmerne af det maritime advisory board, hvis man har en maritim forretningsidé, man gerne vil realisere.

Et nationalt folkemøde

I programmagasinet der er udgivet af Slagelse Kommune i forbindelse med eventen, står der:

'Formålet med den politiske del af folkemødet er at bidrage til udvikling af national maritim erhvervsfremme ved at skabe et mødested, hvor visioner, idéer og politiske holdninger indenfor området kan udvikles. Målet for Danmarks Maritime Kultur- og Folkemøde er at skabe et nationalt folkemøde, der fremmer de maritime erhverv og beslægtede områder til maritime erhverv, og facilitere den debat, dialog og nytænkning, der bidrager til maritim erhvervsfremme. '

Kræfterne bag folkemødet er et frivilligt samarbejde mellem kommune, erhvervsliv, søfartsstyrelsen, flådestationen, lokale uddannelsesinstitutioner, foreninger, erhvervs- og kulturorganisationer.

Programmagasinet kan findes på mkof.dk.

Her kan du også læse mere om de enkelte debatter.