Klik og se annoncen

Af Vagn Ryager

Skolejubilæum: Den 6. september var en festdag på Vemmelev Skole. Det var dagen, hvor skolen i 1968 for allerførste gang slog dørene op for 160 forventningsfulde børn fra Vemmelev - og Hemmeshøj området. Det var skoleleder Emil Krapper der kunne byde velkommen til de mange fremmødte ved det åbne arrangement, der fandt sted i Festsalen.

Han ridsede lidt af skolens historie op. Hele den nybyggede herlighed havde kostet 3,4 mio. kr. at bygge, et på det tidspunkt ganske betragteligt beløb. Og der var ikke sparet på noget som helst. En kunstner havde anlagt en smuk have omkring skolen, og indenfor var der en stor og fleksibel Festsal, hvor Sjællands Tidende dengang bed særligt mærke i, at festsalen oven i købet havde skydedøre så passende rumopdelinger kunne finde sted. Der var også skabt nicheområder, hvor der blev udstillet naturhistoriske klenodier og afdelinger med bornholmsk keramik.

Der manglede altså ikke noget i den nybyggede skole, der her halvtreds år senere huser 460 elever. Skolelederen understregede, at de mange år selvfølgelig ikke var gået ganske sporløst hen over skolen. I det ydre knagede det noget hist og her, men på de indre linjer var skolen stadig på forkant med udviklingen, takket være en dedikeret medarbejderstab, der har udviklet og nytænkt skolens kerneopgave, nemlig læring og trivsel.

Lidt af den samme problematik kom Børne- og Ungeudvalgets formand, Helle Blak; ind på, idet hun sammenlignede med de ydre småskavanker man også som menneske får, når alderen så småt begynder at sætte sine mærkbare spor. Men politisk er der valgt at sætte ressourcerne ind på netop eleverne frem for at bruge pengene på mursten.

Aktiviteter hele dagen lang

De ældste elever havde arrangeret en masse konkurrencer og aktiviteter for de yngre årgange så der var gang i løjerne fra morgenstunden. I festsalen underholdt elever fra SFOen med sangene 'Kattejammerrock' og 'Fætter Mikkel', begge med guitarakkompagnement.

Og så var det ved at være tid til at kaste sig over den utvivlsomt største kage i hele kommunen, bagt af Føtex og pyntet af eleverne.