Klik og se annoncen

Af Lene H. Augustsen

Korsør: Frem til slutningen af november er DR på tur rundt i landet. Formålet er ifølge DR selv, at høre hvilke forventninger og holdninger seere, lyttere og brugere af mediehusets mange platforme har til indholdet, udbuddet og DR generelt.

I vores lokalområde var det Korsør, der fik besøg af DR's generaldirektør Maria Rørbye Rønn, DR's mediedirektør Henriette Marienlund, sportsvært Tina Müller samt P4-vært Dennis Johannesson.

Det var et arrangement, der var åbent for alle, og det var ganske gratis at deltage. Om det var tidspunktet, klokken 13.30, begrænset markedsføring eller manglende interesse, er svært at sige, men der var en del tomme pladser i den store hal, som Flådestationen havde stillet til rådighed.

Dagens program var en blanding af sjove anekdoter fra værternes hverdag, brugerafstemninger blandt tilhørende og en præsentation af DR's fremtidige kanaludbud, tanker og strategier for indhold samt en smagsprøve på kommende dramaserier.

Overordnet set var der en god dialog, hvor en del af spørgsmålene fra de fremmødte gæster gik til generaldirektøren og mediedirektøren. Der var primært tale om spørgsmål til enkelte programmer, lydniveauet i dramaproduktionerne og så det svingende signal, når der skal lyttes til P4 i lokalområdet.

Der var også en del rosende ord til repræsentanterne fra DR for det indhold, der bliver produceret og for at ramme bredt.

Og det med at ramme bredt må især have glædet mediedirektøren, for Henriette Marienlund sagde blandt andet, da hun introducerede sig selv og sine arbejdsopgaver:

'Vores opgave er at være der for alle. Vi skal være opmærksomme på, at det der er godt for den ene, ikke er det for det anden og så lave et fuldt og helt tilbud.'

Turen rundt i landet fortsætter med skiftende repræsentanter fra DR, og så må man håbe at Maria Rørbye Rønn og Co fik nogle gode og brugbare in put med fra besøget i Korsør.