Klik og se annoncen

Af Mette Juhl

Bydelsmor: Hanata Issilam er en vaskeægte ildsjæl. Hun har helt fra opstarten af projektet været en del af Bydelsmødrene i Slagelse Kommune, en forening hun i dag er forkvinde for.

Men der er brug for endnu flere Bydelsmødre. 'Behovet er der. Vi får mange henvendelser,' siger Hanata Issilam, der håber at stærke kvinder med engagement vil springe på uddannelsen til Bydelsmor. Der starter nyt hold den 22. februar.

Der er i dag 17 Bydelsmødre fordelt i Slagelse, Skælskør, Korsør og Vemmelev. De kommer fra vidt forskellige nationaliteter og dækker til sammen 13 forskellige fremmedsprog, udover at de alle også mestrer det danske.

En Bydelsmor er en rollemodel for andre minoritetskvinder i kommunen. Hun arbejder med rådgivning, støtte og inspiration.

For der er mange ting, der er svære, når man kommer til Danmark fra et andet land, og skal tilpasse sig og navigere i det danske samfund. Rigtig mange kvinder af anden etnisk oprindelse end dansk ender med at sidde isolerede og ensomme, og det er bl.a. dem Bydelsmødrene gerne vil nå ud til.

'Vi vil vise, at hvis vi kan klare os, så kan I også,' forklarer Hanata Issilam.

Bydelsmødrene samarbejder tæt med kontakter i Slagelse Kommune, så de når ud til netop de kvinder, der sidder meget alene. Det sker bl.a. via tip fra sundhedsplejerskerne.

Men de tager også selv kontakt til kvinder. Det er vigtigt at understrege, at Bydelsmødre har tavshedspligt, så der kan opbygges en gensidig tillid kvinderne imellem.

Mange forskellige opgaver

Det er en bred vifte af opgaver Bydelsmødrene påtager sig, alt fra at hjælpe med NemID og kontakt til kommunen, f.eks. i forbindelse med tilmelding til daginstitution og skole, til hvordan en vaskemaskine virker eller bare en snak over en kop kaffe, så kvinderne har en kontakt til verden uden for lejlighedens fire vægge.

Bydelsmødrene kan også være en støtte i mere alvorlige sager. Netop sådan et tilfælde er en af de oplevelser, der har brændt sig fast hos Hanata Issilam.

For nogle år siden var hun med til at støtte en kvinde med små børn, der blev flyttet her til kommunen for at komme ud af et voldeligt ægteskab. Det var ikke uden knaster på vejen, men med hjælp fra bl.a. Hanata Issilam lykkedes det, og i dag klarer kvinden sig på egen hånd og er ved at tage en uddannelse.

'Hun takker mig stadig, når jeg møder hende,' smiler Hanata Issilam, der er glad for det er gået den lille familie så godt.

Nyttig viden på uddannelsen

Uddannelsen til Bydelsmor finder sted på Slagelse Bibliotek i Stenstuegade over 15 torsdage her i foråret med start 22. februar.

Mellem kl. 17.00 og 20.30 undervises der i forskellige emner som kommunen, ligestilling og rettigheder, barnets udvikling og opdragelse, sundhed og sygdom, hjælp til selvhjælp, opsøgende arbejde og meget andet relevant information for en familie i dag.

Udover en masse nyttig viden, får man på uddannelsen et godt netværk med andre kvinder. Og så bliver det hygget med fællesspisning. 'Det skal være sjovt at være med,' siger Hanata Issilam.

Mødes hver måned

Alle Bydelsmødre mødes en gang om måneden for at udveksle erfaringer, hjælpe hinanden i indsatsen som Bydelsmor og skabe nye initiativer.

'Vi har det rigtig godt med hinanden. Jeg kan slet ikke undvære dem,' smiler Hanata Issilam om gruppen af Bydelsmødre.

Flere deltager også i møder i landsorganisationen for Bydelsmødre. Hanata Issilam har endda bygget videre på sin uddannelse og er i dag konsulent for Bydelsmødre i hele landet, ligesom øvrige af de lokale Bydelsmødre har faste jobs indenfor det sociale område i Slagelse Kommune.

Informationsmøder

For at komme i betragtning som Bydelsmor skal man være udadvendt og godt integreret i det danske samfund. Man skal tale og skrive dansk. Og så skal man ikke mindst have lyst til at hjælpe andre og være med til at gøre en positiv forskel i lokalsamfundet.

Vil du vide mere, så kom til et af de fire informationsmøder, der afholdes i den kommende tid om Bydelsmødre. De finder sted:

Onsdag den 17. januar kl. 17.00-18.00 i festsalen på Jacob Dames Vej 4 i Slagelse.

Tirsdag den 23. januar kl. 17.00-18.00 i Multihuset, Ærøvej 110 i Slagelse.

Onsdag den 31. januar kl. 17.00-18.00 i Kvarterhuset, Motalavej 57B i Korsør.

Torsdag den 1. februar kl. 17.00-18.00 i Parkvejshuset, Parkvej 10B i Skælskør.

Alle er velkomne og det er ganske uforpligtende at møde op. Du kan også sende en mail til uddannelseskoordinator Katalin Biróné Nagy på: katibnagy@yahoo.com eller bydelsmodreslagelse@gmail.com og få flere informationer.