Klik og se annoncen

Forsvar: Når et hold fra Den Kongelige Livgarde får sine blå uniformer fejres det med en fest og en march. Og denne gang finder begge dele sted i Korsør nu på lørdag den 10. marts.

Festen er privat, men marchen er ganske offentlig og et festligt syn. Mere end 200 gardere forventes at gå gennem gaderne med tambourkorpset i spidsen. Garderforeningen for Korsør og omegn samt Vestsjællands garderforening stiller op med deres faner undervejs på ruten.

Marchen starter ved Fæstningen kl. 11.15 og går forbi Flådestationen mod bymidten, hvor hele optoget kommer gennem Algade og Nygade med retning mod det gamle Rådhus. Her tages der opstilling og kl. 12.00 byder borgmester John Dyrby Paulsen velkommen til byen.

Efter velkomsten lyder der et par ord fra kompagnichefen inden der nedlægges en krans ved mindestenen for byens to unge, faldne soldater. Herefter er byen vært ved en forfriskning til de mange gardere inden de gør sig klar til aftenens store fest.

Festen er med ledsager, så udover de mange soldater forventes der også at være en del kærester og veninder til stede i Korsør denne dag. Alle er meget velkomne til at følge marchen, der forventes at være et ganske særligt syn.