Klik og se annoncen

Af Mette Juhl

Shopping: Er der mon liv i Korsør endnu? Spørgsmålet bliver ofte stillet, og nok med god grund. Men fredag aften var svaret såre simpelt. Ja, der er masser af liv i Korsør endnu.

Her blev sommerens første cityevening afviklet, en årelang tradition, hvor midtbyens butikker holder længe åbent og foreninger rykker ind i gule boder på gaden.

Der var et herligt mylder af mennesker i både Nygade, Algade på Solens Plads samt i og omkring HavneArkaderne hele aftenen igennem. Stemningen var dejlig afslappet, som var alle på årets sommerferie, hvor man slentrer en aftentur i det ikke bare milde, men særdeles lune vejr. Alting glider ligesom bare lidt lettere, når solen skinner.

Mange af butikkerne havde tilbud på dagen og flere havde fremskudt en del af forretningen ud på gaden med smagsprøver, konkurrencer, ekstra gode tilbud m.m.

Og der blev også handlet. I flere butikker var der helt frem mod lukketid kl. 22 stadig kunder, der sikrede sig alt fra sommertøj til solcreme og vine, der straks skulle hjem på køl samt meget mere.

Cityeveningen indbød også til at slå sig ned og nyde mad, kolde drikke eller en lækker is. Både foran Føtex, hos Madam Bagger, ved Bagergården og på Torvet flød livemusikken ud i sommeraftenen.

Mange ville snakke skrald

Som nævnt var de karekteristiske gule boder slået op i Nygade denne aften, og her var der forskellige aktiviteter, lige fra tombola til støtte for Lions humanitære arbejde til maling af billeder for børn, hvor overskuddet gik til at hjælpe andre børn, et politisk indspark fra Socialdemokraterne m.m.

Et af de steder, hvor der var allerflest, der gerne ville have en snak, var i den bod Slagelse Kommune havde indtaget med information om den nye affaldsordning. Her havde kommunens folk hele aftenen travlt med at svare på spørgsmål, lytte til undren, kritik og ros om de nye affaldsbeholdere og den nye sortering, der kræves af alle husstande fremover.

Jo, Korsør summede af sommer og shoppinglyst. Og så er sommeren, på kalenderen, knap nok begyndt.