Klik og se annoncen

Af Mette Juhl

Korsør: 'Viktor!.' Råbene kommer fra sidelinjen ind mod en lille purk, der har fået tjansen som målmand. Hans opmærksomhed er imidlertid blevet fanget af nogle af andre børns leg udenfor banen, så han ænser slet ikke, at det er nu han skal være klar.

Torsdag afholdt FC Storebælt i samarbejde med Slagelse Kommune årets fodboldstævne for børnehavebørn i gl. Korsør kommune. Godt 90 børn i førskole-alderen fra otte lokale børnehaver var samlet til en formiddag med masser af fodbold for sjov - en dag, der naturligvis blev rundet af med flotte medaljer til alle.

Alle børnehaver fik spillet tre-fire kampe hver, som blev styret med venlige og overbærende hænder af klubmedlemmer. Børnehaverne møder op med heppekor og madpakkerne i rygsækken, så alle får en festlig dag på stadion ud af det.

Forud for fodboldstævnet ligger er runde af besøg ude hos børnehaverne, hvor frivillige fra FC Storebælt har været forbi med fodboldlege ud fra et koncept som DBU har udviklet til de mindste.

Der er flere formål med projektet, dels at give børnene gode vaner omkring bevægelse i en tidlig alder og samtidig give dem en introduktion til fodbold.

'Det er for sjov, men kan der komme et par medlemmer eller fire ud af det til klubben, er det godt,' siger Flemming Mark fra FC Storebælt, der er tovholder på projektet.

Han bliver altid mødt med stor entusiasme, når han er ude på besøg i børnehaverne. 'Ungerne er glade og motiverede. Det er godt at komme rundt til dem,' smiler Flemming Mark.