Klik og se annoncen

Fødevarer: Bibliotekerne har i efteråret stort tema om FN's Verdensmål og har præsenteret et spændende program, der formidler de ellers meget overordnede mål ned i øjenhøjde til borgere i alle aldre.

Denne aften er lokal fødevareproduktion på menuen og herved også verdensmål nr. 2 og 12 - nemlig bæredygtigt landbrug og bæredygtig produktion.

Restauranter sætter i disse år større krav til deres leverandører og særligt bæredygtig produktion står øverst på listen sammen med økologi.

Bæredygtighed har længe været et buzzword, et modeord - men hvad vil det egentlig sige at producere bæredygtigt?

For at belyse emnet har biblioteket inviteret en række nøje udvalgte lokale producenter, som alle bliver betragtet som de allerbedste fødevareproducenter og eksperter i Danmark.

Du kan bl.a. møde Lars Birger Nielsen - indehaver af Bisserup Fisk, der bl.a. er leverandør til top-restauranter som Bæst, Relæ og Noma i København.

Henrik Terkelsen, der er indehaver af Glænø Kalv og Ko, som også står for leverancer til en lang række restaurationer rundt omkring i hele landet er særlig kendt for sin bæredygtige produktion og kan her vise et resultat, der betragtes som noget af det allerbedste ko- og kalvekød i Danmark.

Sidst men ikke mindst hører vi også om produktionen i en lokal frugtplantage. Susanne Hansen og Anders Lindgård er parret bag KysØko Frugtplantage ved Fuglebjerg.

I løbet af aftenen vil publikum blive introduceret til, hvordan drift og dagligdag foregår hos bæredygtige og økologiske fødevareproducenter.

Der vil være masser af inspiration at hente til, hvordan du som forbruger selv kan købe bæredygtigt. Naturligvis vil du også få indblik i baggrunden for, hvad der driver lokale fødevareproducenter til at skabe produkter, der ender på tallerknerne på nogle af de bedste og mest prestigefyldte Michelin-restauranter i Danmark.

Arrangementet afholdes på Korsør Bibliotek den 9. oktober kl. 19.00.

Publikum vil få serveret et glas vin og smagsprøver fra lokale producenter i løbet af aftenen.

Billetter koster 50 kroner og kan købes via slagelsebib.dk, på bibliotekerne eller via tlf. 58 57 57 57.