Klik og se annoncen

Korsør: 'Musik var aldrig en del af planen'. Sådan lyder overskriften på det musikalske foredrag Julie Bertelsen kommer til Korsør Kulturhus med mandag den 20. november.

Vigtigst for Julie var fra barnsben altid hendes skolegang og at få en uddannelse, og det var også den holdning hun fik med hjemmefra. Sang og musik var bare en hobby ligesom andre fritidsinteresser, som hendes forældre støttede op om, men det var aldrig meningen, at hun skulle have en professionel karriere indenfor musikken. Alligevel indhentede musikken af uransagelige grunde altid Julie.

I foredraget fortæller hun om, hvordan musikken egentlig blev til hos hende, hvor hun fører publikum tilbage til sine tidligste minder med musik og sang fra Grønland, fra barndommen til hendes ungdom, hvor musik og sang rigtig begynder at tage form. Det er også i de år, at Julie finder ud af, at hun har et særligt talent for at synge, og at hun kan lide det. Senere i livet skulle hun tage et konkret valg - var det musikken eller en uddannelse?

Julie fortæller om, hvad det er der former hendes beslutning om at satse på musikken, og om hvad den beslutning har gjort for hendes liv og karriere i dag, og de mennesker hun arbejder sammen med i musikbranchen.

Efter foredraget er der en kort akustisk koncert.

Det er Ældre Sagen Korsør, der står for arrangementet, der starter kl. 14.00 i Kulturhuset på Skolegade. Billetter kan købes i KulturCaféen, via Kulturhusets hjemmeside eller ved indgangen, såfremt der er flere ledige. Alle er velkomne.